Folkeprotest mod salg af Dong: 186.000 underskrifter afleveres i morgen

Det var nærmest en tilfældighed, at idéen opstod, men i løbet af et par uger, er det blevet til en folkelig protestbevægelse blandt danskere, som er imod salget af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Her et døgn inden underskriftindsamlingen afleveres til finansminister Bjarne Corydon, har 186.000 danskere skrevet under på skrivelsen "Nej tak til statens salg af DONG til Goldman Sachs."

- Det er kommet fuldstændig bag på os, at det er blevet så stort. Men det er glædeligt, for det viser, at befolkningen interesserer sig for landets ejendomme, siger Arvid Aagaard til Dagens.dk

LÆS OGSÅ: Dong-ballade forudset af Olsen Banden i 1979

Han er en af initiativtagerne til det, som nu er blevet en folkeprotest.

Arvid Aagaard er økonomistuderende ved Københavns Universitet og tager i øjeblikket en Master på London School of Economics.

- Da der begyndte at komme artikler om salget af Dong til Goldmand Sachs, og jeg så, hvilke vilkår der var tale om, tænkte jeg: Den er helt gal, fortæller han.

Han åbnede derfor Facebook-gruppen "Stop Salg af DONG til Goldman Sachs" og fik der igennem kontakt til flere andre, som var lige så stærke modstandere af salget, blandt andet Niels Christian Cederberg, som startede underskriftindsamlingen på skrivunder.net.

I løbet af den første uge, skrev 10.000 danskere under, men protesten fik virkelig luft under vingerne, da blandt andet den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen var ude og advare kraftigt mod aftalen med Goldman Sachs.

LÆS OGSÅ: Overblik: Se forløbet omkring Dong-salget her

Da det i løbet af weekenden kulminerede, kom der cirka tre nye underskrifter i minuttet, og nu har mere end 186.000 danskere skrevet under.

- Jeg tror, det har fået så bred folkelig opbakning, fordi sagen hæver sig over partipolitisk fnidder, men i stedet handler om principielle spørgsmål om dansk suverænitet I forhold til verdensomspændende finansielle magter, og det groteske i at sælge vital offentlig infrastruktur til griske virksomheder som Goldman Sachs. De er kun interesseret i kortsigtet profit, og ikke det der er nødvendigt, nemlig langsigtede samfundsorienterede investeringer, forklarer initiativtageren.

Han håber, at den store opbakning vil få politikerne til at genoverveje, om den amerikanske investeringsbank nu er den rette køber af Dong-aktierne.

- Jeg tror, det gør en forskel at sige fra. Ellers havde jeg ikke engageret mig i det. Men uanset om aftalen bliver til noget, så har det skabt en bevidsthed om nogle vigtige emner og en fællesskabsfølelse hos danskerne med troen på, at man kan blive hørt, hvis man organiserer sig, siger Arvid Aagaard.

Torsdag morgen klokken 9 vil de mange tusinde underskrifter blivet afleveret hos Finansministeriet, hvor Bjarne Corydon er blevet opfordret til at møde op og tage imod dem.

Det er også torsdag, at Folketingets Finansudvalg tager endelig stilling til aftalen med Goldman Sachs, som står til at købe 19 procent af statens aktier i Dong.

Dagens Gossip

Dagens TV