Folkeskolelærerne bliver lockoutet

Kommunernes Landsforenings (KL) bestyrelse har besluttet at varsle lockout for folkeskolelærerne fra 1. april, oplyser KL-formand Erik Nielsen.

Lockoutet vil omfatte 50.000 lærere og børnehaveklasselærere.

Erik Nielsen understreger, at konflikten ikke er trådt i kraft, og at partnerne skal mødes i Forligsinstitutionen.

- Vi har endnu ikke opgivet at nå frem til en aftale. Vi skal nu mødes med lærerne i forligsinstitutionen, og vi håber stadig på, at der kommer en aftale.

- KL vil fortsætte arbejdet med at opnå de ønskede ændringer i arbejdstidsreglerne, siger KL-formand Erik Nielsen på et pressemøde.

KL har flere gange inviteret Lærernes Centralorganisation til at gå i dialog, siger chefforhandler og formand for KL's løn- og personaleudvalg, Michael Ziegler, på et pressemøde.

- Vi må bare konstatere, at det er ikke - trods gentagne forsøg - lykkedes os at få Lærernes Centralorganisation til at komme med konkrete ændringsforslag, siger formanden for KL's løn- og personaleudvalg, Michael Ziegler, på et pressemøde.

Forhandlingerne om lærernes arbejdstidsregler mellem Danmarks Lærerforening og KL brød sammen natten til onsdag efter hårde forhandlinger. Der var ikke mere at komme efter, mente KL.

Lærernes arbejdstid har flere gange og i årevis været til forhandling, men denne gang er fronterne trukket helt skarpt op og konfliktvarslet sendt.

Stridens kerne mellem lærerne og kommunerne handler om, hvorvidt lærerens arbejdstid skal reguleres af en aftale i overenskomsten eller ej.

KL vil fjerne aftalen og i stedet give lærerne en fast norm på 37 timer om ugen som alle andre offentlige ansatte.

OK13-forhandlingerne om lærernes arbejdstid er sket i slipstrømmen af regeringens udspil til en undervisningsreform, der lægger op til, at lærerne skal undervise i flere timer end i dag.

Torsdag formiddag meddelte Finansministeriet, at statens undervisere, der tæller lærere på erhvervsrettede uddannelser og private skoler og efterskoler bliver lockoutet fra 1. april.

/ritzau/

Dagens Gossip