Folkeskolen kan ikke rumme meget intelligente børn: "Superstudenten" Søren var nær blevet smidt ud af skolen

Fra at være doven, respektløs og lige ved at blive smidt ud af folkeskolens 7. klasse til en af årets såkaldte superstudenter, der kan tage studenterhuen på med et snit på 12,6.

Historien er Sørens Ørskovs, og han er et af eksemplerne på, at man kan være for klog til folkeskolen.

De allermest begavede børn bliver nemlig stadig ikke håndteret godt nok i deres første møde med skolesystemet, skriver Berlingske.

Udmeldingen kommer fra foreningen Gifted Children, der arbejder for at fremme de meget intelligente børns trivsel.

- Indsatsen beror i dag på rene tilfældigheder og drives primært af ildsjæle, der gør en stor indsats. Men der er ikke fra centralt hold lavet en samlet løsning. Derfor mener jeg ikke, at folkeskolen er god nok til at håndtere gruppen af højt begavede børn, siger Peter Grubert, talsmand for foreningen, til Berlingske.

Søren Ørskov havde lært at læse og regne med minustal i børnehaven, men i skolen var det et problem at være så klog. Matematikbogen var for let, og han læste Harry Potter-bøger på engelsk i 2. klasse, mens resten af eleverne lærte at læse dansk.

De manglende udfordring i timerne gjorde ham derfor ugidelig.

- Jeg blev doven og havde ikke lyst til at lave noget. De opgaver, vi skulle lave, var alt for lette og kedelige, og de gav ingen mening for mig. Slavearbejde for arbejdets skyld, siger Søren Ørskov til Berlingske.

Han var én klage fra en lærer fra at blive smidt ud af skolen på grund af pjæk og flabede kommentarer i timerne.

Historien er ikke en enlig svale, fortæller psykolog Ole Kyed, der har arbejdet med særligt intelligente børn. Han siger til Berlingske, at der mangler efteruddannelse af lærerne og "undervisningsmateriale, der er målrettet denne børnegruppe".

I Søren Orskovs tilfælde var det mødet med det spanske skolesystem, der fik ham ud af en destruktiv gænge. Han tog et år på udveksling i Spanien og fik lysten tilbage, da han paradoksalt dumpede med et brag.

Der blev stillet krav til ham, og det motiverede ham. Onsdag blev Søren Ørskov student med et snit på 12,6.

/ritzau/

Dagens Gossip