Folkeskoler tester terrorberedskabet

Skrevet af admin

17/11/2015

Dagens topnyheder

Rundt om i landet har flere folkeskoler besluttet at teste beredskabet i tilfælde af skudepisoder. Det sker efter fredagens angreb i Paris, hvor 129 mennesker blev dræbt.

Siden 2009 har skoler og uddannelsesinstitutioner haft pligt til at have en beredskabsplan i tilfælde af skudepisoder. Flere skoler har nu besluttet, at de beredskabsplaner skal prøves af.

Det sker blandt andet på Aura-skolen i Esbjerg, hvor Torben Møller er skoleleder. Det skriver DR Syd.

- Vi skal være sikre på, at vores personale og vores elever ved, hvad de skal gøre, hvis sådan en situation skulle opstå, siger Torben Mørup til DR Syd.

Aura-skolen havde allerede en beredskabsplan, men efter skyderierne i Paris har skolen valgt at lave en øvelse for lærere og elever. Torben Mørup understreger, at øvelsens formål ikke er at skræmme eleverne.

Derfor vil skuddene også blive erstattet af en klokke, og eleverne vil blive informeret om, hvornår øvelsen vil foregå.

Esbjerg Kommune lægger i denne uge sidste hånd på en beredskabsplan til alle skolerne, der skal sikre eleverne i tilfælde af for eksempel terrorangreb og skoleskyderier.

De planer er allerede udformet i Helsingør Kommune, hvor alle kommunens folkeskoler har konkrete planer for, hvordan lærere og elever skal reagere i tilfælde af skudepisoder. Det skriver Helsingør Dagblad.

- Det er godt, at vi har de her beredskabsplaner, for vi skal også være forberedt på ting, der er usandsynlige. Det er jo heller ikke tit, at der er brand på skolerne, men det har vi også planer for.

- Og selv om, at det er frygteligt, hvad der er sket i Frankrig, og selv om vi har beredskabsplaner for skoleskyderier, så er det vigtigt, at frygten ikke tager overhånd, siger Christian Holm Donatzky, formand for Helsingør Byråds børne- og uddannelsesudvalg.

Christian Holm Donatzky fortæller, at Helsingør Kommune i denne uge vil kigge på planerne og opdatere dem, hvis det er nødvendigt.

/ritzau/