Folkeskolernes lektiecafeer kan ende i kaos

Et nyt notat fra Kommunernes Landsforening (KL) beskriver folkeskolereformens konsekvenser. Af notatet fremgår, at det er op til de enkelte kommuner at beslutte, hvordan lektiecafeerne skal udformes. Samtidig oplyser Ministeriet for Børn og Undervisning ifølge avisen, at til- og framelding til skolernes lektiecafeer skal kunne gøres fra dag til dag.

»Som ledelse er vi nødt til at vide, om vi skal sætte bemanding på eller ej. Vi er jo nødt til at vide, om der kommer nogle elever, så vi kan udnytte ressourcerne så godt som muligt,« siger Anders Balle til Information.

Han forudser, at hver enkelt kommune må finde en administrativ løsning, hvor forældrene meddeler skolerne, om deres børn har tænkt sig at deltage i de frivillige lektiecafeer:

»Det er fuldstændig tåbeligt, at det endte, som det gjorde i de politiske forhandlinger. Det er helt uklart, hvordan disse frivillige lektiecafeer skal fungere, og der vil selvfølgelig være stor politisk opmærksomhed på dem, fordi det var den store knast i forhandlingerne. Jeg frygter, at der vil blive et enormt bureaukrati omkring lektiecafeer,« siger han.

De Konservatives børne- og undervisningsordfører, Vivi Kier (K), mener ikke, at en daglig tilmelding til lektiecafeerne overhovedet er nødvendig.

»Lektiecafeen skal ligge i slutningen af skoledagen som et tilbud, eleverne kan bruge eller ikke bruge. Forældrene skal ikke gøre noget som helst. Jeg tror, at et stort flertal af landets skoler allerede i dag har lektiecafeer, og der skal man ikke tilmelde sig. Så hvis nogen ser det som et problem, så skruer de det op, og jeg tror, det i virkeligheden handler om, at de hellere ville have en tvungen lektiecafé, som vi er modstandere af,« siger hun til Information.

Børne- og undervisningsordfører for Liberal Alliance, Merete Riisager (LA), som står uden for forligskredsen om skolereformen, forventer, at kommunerne vil gøre meget for at undgå bureaukrati.

»Når kommunerne ved, at det allerede fra det følgende skoleår bliver obligatorisk med lektiecafé, vil de lave mange forskellige løsninger for at undgå bureaukratiet. Den frivillighed, som Konservative fik igennem i forhandlingerne, vil ikke være noget som helst værd, fordi man ude i kommunerne vil forsøge at omgå det,« siger hun til Information.

Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra Kommunernes Landsforening.

Dagens Gossip

Dagens TV