Folketinget griber ind i lægekonflikten

Et bredt flertal i Folketinget bestående af de tre regeringspartier og Venstre har således vedtaget det såkaldte lovforslag om almen praksis, der skal bane vejen for en tættere offentlig kontrol med landets praktiserende læger, og det kolliderer med de praktiserende lægers ønsker.

Lovforslaget skal ifølge sundhedsminister Astrid Krag (SF) sikre, at alle har adgang til læge tæt på deres bopæl, at alle får behandling af samme høje kvalitet, og at samarbejdet mellem de praktiserende læger og sygehusene og hjemmesygeplejen bliver bedre.

De Konservative har tidligere opfordret Astrid Krag til at trække lovforslaget og indlede nye forhandlinger, hvor en neutral mægler skal sørge for, at der kommer en ordentlig løsning på lægekonflikten.

»Vi er bekymrede for udvanding af den familielægeinstitution, vi har i dag, ved at regeringen ikke først behøver undersøge, om der er en praktiserende læge, der vil overtage en klinik, før de går videre,« siger sundhedsordfører Benedikte Kiær (K) under torsdagens afstemning i folketingssalen.

Hun frygter, at loven vil »undergrave en af de største succeser i dansk sundhedsvæsen, nemlig familielægen og de praktiserende læger.«

Foruden Konservative stemte også Liberal Alliance og Dansk Folkeparti nej til lovforslaget. Dermed er Venstre eneste parti fra blå blok, der bakker op om regeringens forslag.

De praktiserende læger og flere eksperter mener, at lovforslaget giver regionerne flere muligheder for at pålægge lægerne nye opgaver mod lægernes vilje.

Praktiserende Lægers Organisation (PLO) barsler med at aflevere de såkaldte ydernumre, en slags erhvervslicenser, der godkender lægepraksisser som leverandør af ydelser til det offentlige.

På et ekstraordinært repræsentantskabsmøde lørdag beslutter landets praktiserende læger, om de vil optrappe konflikten med regionerne og aflevere deres ydernumre.

Dagens Gossip