Folketingets afslutningsdebat blev dagpenge-maraton

»Hvad er Lars Løkke Rasmussens (V) svar til de arbejdsløse? Vi ved det ikke. Der er ikke noget svar. Når man kender Lars Løkke Rasmussen, så ved man også, at der er overhængende risiko for, at han tager sig en øv-dag,« drillede Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), og tilføjede, at nu kan hængekøjen »simpelthen ikke bære længere«.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby (V), skød tilbage:

»Hvis regeringen er så utilfreds med den dagpengereform, som de før valget sagde, de ville rulle tilbage, så forstår jeg ikke, at de ikke bare har rullet den tilbage,« sagde hun og beskyldte regeringen for at føre »amoralens politik«.

Fra SF forsvarede politisk ordfører Jonas Dahl (SF) regeringens politik på dagpengeområdet.

»Regeringen har håndteret det her fra dag ét. Vi har lavet akutjob og akutpakker, vi har håndteret udfordringen modsat Venstre. Jeg synes, Venstre skylder svar, og vi har ingen fået i dag,« tordnede han fra talerstolen.

Netop akutløsningerne og regeringens og Enhedslistens seneste midlertidige arbejdsmarkedsydelse, der skal redde de tusinder af dagpengemodtagere, som står til at falde ud af systemet inden 1. juli, fik især hug fra Liberal Alliance.

»Regeringen nynner med på mediernes urimelige melodi: At det er en katastrofe for folk at miste retten til dagpenge. At det ikke er værdigt at blive forsørget af sin ægtefælle. At situationen er uholdbar,« sagde politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll (LA), der mener, at regeringens dagpengeløsning er »hamrende usolidarisk«.

Der var også ris til regeringen fra dens eget parlamentariske grundlag.

»Det er ikke nødvendighedens love, der har tvunget regeringen til sammen med højrefløjen at gennemføre en række tiltag, som øger uligheden og fattigdommen i vores land. Det er ikke nødvendighedens love, der har tvunget regeringen til at gennemføre tiltag, som øger forurening og ressourceforbrug i vores land. Det er regeringens eget valg, at man har gennemført Venstres politik sammen med Venstre,« sagde partiets gruppeformand, Per Clausen (Ø), der indbød regeringen til at føre »en anden politik« sammen med Enhedslisten.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) stod på mål for den timelange mudderkastning og understregede:

»Vi retter op på Venstres, Konservatives og Dansk Folkepartis alt for hurtige indfasning af den korte dagpengeperiode. For det var en uklog beslutning, som blevet taget uden skelen til krisen. Og som skabte utryghed for tusindvis af familier. Min regering værner om trygheden,« lød det fra statsministeren.

Dagens Gossip