Folketingets borgerlige vil ikke oplyse økonomiske interesser

I Venstre fortier 29 ud af partiets 47 folketingsmedlemmer, hvad de har af biindtægter eller tillidsposter, og i Liberal Alliance er det otte ud af ni folketingsmedlemmer, som ikke optræder i hvervregisteret. Hos de Konservative har halvdelen af de otte folketingsmedlemmer boykottet registret.

»Jeg synes, at det er gået for vidt med alt, hvad vi folketingsmedlemmer skal opgive. Ja, jeg har arvet min mor, men skal man nu være flov over det? Hvorfor skal jeg fortælle, hvad jeg har arvet? Jeg betaler min skat; jeg snyder ingen; og jeg har intet at skjule. Jeg står sådan set kun til regnskab for vælgerne,« siger Benedikte Kiær (K).

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen anbefaler alle medlemmer af Folketinget at registrere oplysninger om blandt andet lønnede bestyrelsesposter, gaver, aktier og lønnet arbejde. Formålet er at skabe åbenhed om de enkelte politikeres økonomiske interesser ved siden af deres arbejde i Folketinget. Og den anbefaling har 132 medlemmer fulgt.

Blandt de folketingsmedlemmer, der ikke har fulgt anbefalingen, er Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), og Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen (LA).

Også centrale venstrefolk som Claus Hjort Frederiksen (V), Søren Pind (V) og Peter Christensen (V) boykotter ifølge Ugebrevet A4 registreringen, ligesom blandt andre Brian Mikkelsen (K) hos Konservative.

»Det er rent principielt, at jeg ikke ønsker at registrere. Jeg synes, at der må være et privat liv og et offentligt liv,« siger Brian Mikkelsen.

Omvendt ser det ud i rød blok, hvor stort set alle folketingsmedlemmer har registreret deres hverv.

De Radikales Rasmus Helveg Petersen (R) er ifølge Ugebrevet A4 den eneste fra den røde fløj, der ikke har registreret sine hverv.

»Næ, jeg har ikke fået det gjort. Jeg har ikke nogen hverv, aktier, formue eller andet, der skal opgøres i registret,« skriver han i en mail til Ugebrevet A4.

Registreringen er ikke obligatorisk. Men det bør den være, mener Enhedslistens Pernille Skipper (Ø):

»Vores klare holdning er, at hvervregistret burde være obligatorisk. Vælgerne har også en klar interesse i, at der er gennemsigtighed omkring, hvilke økonomiske interesser man har som politiker«.

Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), har ingen planer om at gøre registret obligatorisk, siger han til Ugebrevet A4.

Dagens Gossip

Dagens TV