Folketingspolitiker skifter fra S til Alternativet

Folketingsmedlem Pernille Schnoor forlader Socialdemokraterne og melder sig i stedet ind i Alternativet.

Gruppeformand for Socialdemokraterne, Henrik Sass Larsen, siger til BT, at han ked af Pernille Schnoors udmeldelse.

- Pernille Schnoor har her til aften meddelt, at hun forlader Socialdemokraterne. Det er vi kede af. Vi synes, vi har haft et godt samarbejde, men vi tager Pernilles valg til efterretning, siger Henrik Sass Larsen til avisen.

Til Ritzau bekræfter Pernille Schnoor, at hun har skiftet parti til Alternativet, der dermed går fra ni til ti mandater i Folketinget.

- Jeg havde håbet, at Mette Frederiksen ville dreje partiet over i en mere humanistisk retning, men det er bare ikke sket, siger Pernille Schnoor som begrundelse for sit skift.

Skiftet har allerede ført reaktioner med sig på de sociale medier.

På Facebook skriver den nu tidligere partifælle Jeppe Bruus (S), at han mener, at Pernille Schnoor svigter socialdemokraterne i Nordsjællands Storkreds, hvor hun har været opstillet.

- Jeg kan læse på Facebook, at min partifælle Pernille Schnoor skifter til Alternativet. Hvis hun efter under ét år i Folketinget, valgt af først medlemmerne og dernæst vælgerne i Nordsjælland, finder ud af, at hun ikke er sosse, bør hun nedlægge sit mandat, skriver folketingsmedlemmet.

Med Pernille Schnoor skifte får det voksende Alternativet endnu et medlem.

Partiet har siden folketingsvalget haft solid medlemsfremgang og havde i marts 8848 medlemmer. Til sammenligning havde SF på samme tidspunkt 8131 medlemmer.

Blandt de mere prominente nytilkomne er det tidligere folketingsmedlem for de Radikale Manu Sareen, der i marts meddelte, at han også er skiftet til Alternativet.

Pernille Schnoor skifte får umiddelbart ikke den store betydning for Socialdemokraternes folketingsgruppe, da hun ikke besidder ordførerposter for partiet.

/ritzau/

Dagens Gossip