Folketingspolitikere hæver deres egen pensionsalder

Skrevet af admin

09/05/2016

Dagens topnyheder

Et bredt flertal på Christiansborg vil ændre politikernes omdiskuterede løn- pensionsvilkår, så blandt andet folketingsmedlemmers pensionsalder skal følge befolkningens.

Desuden hæves lønnen for borgmestre og regionsrådsformænd. De kan se frem til en klækkelig lønstigning på 31,4 procent. Det skyldes, at de ikke har fået reguleret løn siden 1994.

Aftalen er indgået mellem Venstre-regeringen, Socialdemokraterne, Liberal Alliance, De Radikale og De Konservative.

Aftalen rummer derudover også et indgreb over for dobbeltaflønning, som da tidligere forsvarsminister Carl Holst (V) både modtog ministerløn samt eftervederlag fra sin tid som regionsrådsformand i Region Syd.

Han frasagde sig en del af eftervederlaget efter heftig kritik.

Desuden lukkes der for, at ministre modtager ministerpension efter få ugers arbejde, som Jonas Dahl eksempelvis var berettiget til efter seks uger som skatteminister, inden SF trak sig ud af regeringen i 2014.

I dag kan folketingspolitikere gå på pension allerede fra efterlønsalderen frem for at vente til folkepensionsalderen. Er man valgt ind før 2007, kan man allerede som 60-årig gå på pension.

Men de regler ændres fremadrettet, så pensionsalderen for de politikere, der vælges ind ved næste valg, vil følge den almindelige pensionsalder.

Den bliver løbende hævet i takt med, at danskerne i gennemsnit lever længere.

Socialdemokraten Henrik Sass Larsen kalder aftalen sund og god.

- Det er værd at bemærke, at Vederlagskommissionens forslag om kraftige lønstigninger har vi ikke taget til os. Så vil der altid kunne være en debat om pensionsvilkårene. Det er en subjektiv debat, siger han.

- Jeg er i lighed med finansministeren af den opfattelse, at niveauet samlet set er fornuftigt.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) oplyser, at aftalen for folketingspolitikernes vedkommende vil træde i kraft efter først kommende folketingsvalg.

For borgmestrene og regionrådsformænd træder stigningen i kraft fra 1. januar 2018 efter de næste valg til kommuner og regioner.

Aftalen kommer samme dag, som Enhedslisten har fremsat en stribe forslag om blandt andet at hæve pensionsalderen for folketingsmedlemmer. Finansordfører Pelle Dragsted (EL) siger:

- Det er interessant, at en række partier har indgået en aftale op til dagens debat. Det viser, at det pres, der har været lagt fra blandt andet Enhedslisten side, har virket.

/ritzau/