Fondsbørsen løsner tøjler ved udsigten til brexit-styrtdyk

Skrevet af admin

24/06/2016

Dagens topnyheder

Aktierne på den danske fondsbørs får mulighed for at svinge mere enten den ene eller den anden vej i fredagens handel, idet der forventes større udsving i markedet oven på Storbritanniens beslutning om at træde ud af EU-samarbejdet.

Ifølge Javier Lopez Garrido, der er kommunikationsdirektør hos Nasdaq OMX, har fondsbørsen således udvidet grænserne for, hvornår de såkaldte "kursvagter" vil træde ind og bremse en handel. Det skriver Ritzau Finans.

- På markedet har vi noget, der hedder kursvagter, som går ind og pauser handlen i en aktie, hvis aktien stiger eller falder pludseligt.

- Når vi står i en situation, hvor vi kan se og forvente en del handel og udsving i markedet, så skal det ikke være kursvagterne, der går ind og bremser den aktivitet. Der skal i virkeligheden være fri mulighed for at agere, siger han til Ritzau Finans.

Javier Lopez Garrido nævner, at grænsen typisk går ved tre procent fra sidst handlede kurs.

- Det vil sige, at eksempelvis en Mærsk-aktie, uden at en kursvagt kan gå ind, vil kunne gå enten tre procent op eller ned i forhold til sidst handlede pris.

- Vi har valgt at fordoble det spænd, sådan at en aktie i virkeligheden kan stige eller falde seks procent i forhold til sidst handlede pris, forklarer han.

Fondsbørsens kommunikationsdirektør understreger, at det ikke er åbningskursen, man vurder ud fra, men den sidst handlede pris.

/ritzau/