Forår med tocifrede plusgrader i weekenden

Selvom de fleste danskere er vågnet op til en råkold fredag morgen med fem graders frost, er der fine plusgrader på vej i weekenden.

- Vi er på vej i den rigtige retning, og kigger vi frem bliver der mindre frost og mere forår, lyder det fra vagtchef ved DMI Michael Skelbæk.

- Som weekenden tegner sig, så kan man sagtens være ude. Det bliver pænt vejr og knap så meget vind, fortsætter han.

Først skal bornholmerne igennem en sneplaget fredag morgen, mens også nattefrosten holder ved lidt endnu, siger han.

Dagtemperaturerne er anderledes positive. Lørdag kan termometeret nogle steder nå helt op på 10 graders varme med solskin oveni. Andre må nøjes med lidt mere beskedne fem graders varme.

- Lørdag kan godt gå hen og blive en rigtig fin dag for det meste af landet, hvor temperaturen visse steder snuser til de tocifrede af slagsen og fin klar himmel.

- Lidt malurt i bægeret er der dog. Jyderne kan blive udsat for lidt eftermiddagsbyger, og ved kysterne kan vinden blæse jævn til hård, siger vagtchefen.

Søndag bliver knapt så lun. Her vil temperaturen lægge sig mellem fire og syv grader, og eftermiddagen kan også byde på et vinterligt indslag særligt i Jylland, når skyer vestfra vandrer ind og giver mulighed for sludbyger flere steder.

Temperaturen kommer natten til søndag til at ligge omkring frysepunktet, men natten til mandag ryger den helt ned omkring minus fem grader. Hvis vagtchefen kigger længere frem i vejrudsigten til den kommende uge, så vil nattefrosten dog efterhånden forsvinde:

- Men det har sin pris, for mere ustadigt vejr er på vej med skyer og perioder med regn. Så er spørgsmålet, hvad man helst vil have, siger Michael Skelbæk.

/ritzau/

 

Dagens Gossip