Forældre angriber Real Madrid: Casillas blev presset ud

Skrevet af admin

12/07/2015

Dagens topnyheder

Forældrene til en af verdens bedste målmænd, Iker Casillas, går til verbalt angreb på den spanske storklub Real Madrid.

Lørdag aften blev det annonceret, at den 34-årige målmand efter 16 sæsoner på klubbens førstehold stopper hos Real Madrid. I stedet rykker den spanske landsholdskeeper til portugisiske FC Porto.

Forældrene Jose Luis og Mari Carmen langer i et interview med avisen El Mundo ud efter Real Madrids præsident, Florentino Perez.

- Iker har måttet finde sig i en hel del. Han er blevet udsat for psykologisk pres, og de har behandlet ham anderledes end de øvrige spillere, siger Mari Carmen ifølge Reuters til El Mundo.

- Jeg har set ham lide i mange år. Det er Florentino, der skubber ham ud, fordi han gerne ville slutte sin karriere i Real Madrid, siger moderen.

Forældrene fortæller desuden, at Iker Casillas i 2009 måtte tage retslige skridt mod Real Madrid på grund af en strid om økonomi.

Derudover nævner Mari Carmen, at Florentino Perez på et tidspunkt ville udskifte Casillas med den italienske landsholdsmålmand Gianluigi Buffon, da præsidenten ifølge moderen foretrak høje spillere.

Iker Casillas' kommende klub FC Porto får også et par hårde bemærkninger med på vejen.

Mari Carmen mener ikke, at den portugisiske klub er god nok til sønnen, der blandt andet har vundet tre Champions League-titler med Real Madrid. Desuden har Casillas vundet EM i 2008 og 2012 samt VM i 2010 med det spanske landshold.

- Det er et 3. divisionshold for en spiller som Iker, siger Mari Carmen.

- En verdensmester kan ikke ende i Porto. Han kunne tage alle de steder hen, han ville, og det havde ikke gjort mig noget, hvis det var FC Barcelona, for de opfører sig som gentlemen.

Forældrene og Iker Casillas har ifølge Reuters et problematisk forhold til hinanden.

/ritzau/Reuters