Forældre er bekymrede over skolens sårbare børn

Det siger formand for Skole og Forældre, Mette With Hagensen, der bekymret over en udmelding fra Autismeforeningen i fredagens udgave af Berlingske. Her fortæller foreningens formand, Heidi Thamestrup, at forældre ringer, »fordi det tydeligt, at lærerne på folkeskolerne ikke forstår deres barn«, og at »resultatet er børn, der i stigende grad skal slås med angst, depressioner og spiseforstyrrelser i stedet for, at man kan fokusere på deres læring«.

»Det er ikke godt nok, hvis skolerne ikke er klædt på til opgaven. Inklusionsopgaven er en vigtig opgave, og det skal skolerne kunne løfte. Vi har nogle skoleledelser og kommuner, som skal påtage sig den opgave,« siger Mette With Hagensen.

Hun tilføjer, at forældre til autister bør spille en vigtig rolle i processen.

»Vi er eksperter i vores egne børn og kan hjælpe skolen med at indrette sig til det barn, vi kommer med,« siger formanden for Skole og Forældre.

I disse år ruller inklusionen ud over skolerne. Knap 10.000 børn skal senest i 2015 inkluderes i folkeskolerne i stedet for at få undervisning i specialklasser eller specialskoler, viser tal fra Undervisningsministeriet. Med andre ord skal et barn fra en specialklasse ind i hver tredje folkeskoleklasse.

Mette With Hagensen understreger, at Skole og Forældre som udgangspunkt støtter inklusion i folkeskolerne.

»Der er heldigvis skoler, hvor det fungerer rigtig godt til glæde for alle børn. Det, vi ved fra udlandet, og de steder, hvor inklusionen fungerer, er, at det er til stor fordel for både de inkluderede børn og de andre børn i klassen. Men det er klart, at vi lige nu står over for en stor udfordring,« siger hun.

Dagens Gossip