Forældre forsøgte at redde deres søn: Tre-årig død i brand i Husby

Skrevet af Michael Lauritsen

09/03/2013

Dagens topnyheder

I morges klokken lidt over otte har en tre-årig dreng mistet livet ved en brand i et parcelhus i Husby.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet modtog i morges klokken 08:06 anmeldelse via alarmcentralen. Den gik på, at der var udbrudt brand i et parcelhus på Stabyvej i Husby ved Holstebro.

I huset var forældrene på 54 og 41 år og deres tre-årige søn.

Begge forældre forsøgte forgæves at nå ind til sønnen, men de blev begge brand- og røgskadede under forsøget.

- Jeg har ingen status på, hvordan det går med dem andet, end at de er blevet kørt på hospitalet og lige nu bliver behandlet for deres skader, siger vagtchef Knud Lauritsen til Dagens.dk.

Først, da en af brandvæsenets røgdykkere, gik ind i det brændende hus, blev drengen hentet ud.

Han blev med ambulance kørt til Regionshospitalet i Herning, men han var formentlig allerede død i huset.

Branden er endnu ikke slukket, og det forlyder, at det brænder meget voldsomt.

- Vi har haft en kran ude for at rive taget af. Det er hele huset, der brænder, konstaterer, Knud Lauritsen.

Politiet spærret af  omkring stedet for at sikre brandvæsenet har plads til slukningen.

- Vi opretholder afspærringen frem til mandag, og der går vi i gang med at efterforske brandårsagen. Vi har en lokal tekniker på stedet, men så længe, det brænder, og der er så meget varme, er det umuligt at sige noget konkret, siger Knud Lauritsen.

Der er i øjeblikket færdselsregulering i krydset Klitvej/Stabyvej, og den forventes at blive opretholdt et stykke tid endnu.