Forældre råber børn ind i hovedet

Hver 10. voksne har råbt sit barn ind i hovedet en eller flere gange i løbet af det seneste år.

Det skriver Søndagsavisen, som henviser til en ny undersøgelse, som Gallup har foretaget for Børns Vilkår.

Men der kommer intet godt ud af at råbe af børn, da det gør dem bange.

”Børn bliver forskrækkede og utrygge, og budskabet drukner fuldstændig. Det eneste, man lærer børn ved at råbe af dem, er, at det er sådan, man tackler konflikter,” siger souschef i Børns Vilkår, Bente Boserup, til Søndagsavisen.

I undersøgelsen svarer de fleste forældre, at de råber ad deres børn på grund af afmagt eller ophidselse.

”De havner i situationer, hvor de mister kontrollen, og så kan det nemt blive en dårlig vane at råbe. Derfor er det vigtigt, at man tænker over, hvordan man kan undgå det,” siger Bente Boserup til Søndagsavisen.

Ifølge børneforsker Erik Sigsgaard, der har skrevet flere bøger om at skælde børn ud, er det nogle helt klassiske hverdagssituationer, der typisk får forældre op i det røde felt.

”Forældre skælder mest børn ud ved spisebordet, når børnene skal sove, eller når man er på vej ud ad døren. Man har tit nogle helt faste rutiner, for eksempel at børnene skal spise op, og det er tit normer, vi selv har lært som børn. Det er sundt at tage disse rutiner op til genovervejelse,” siger han til Søndagsavisen.

Dagens Gossip