Forældre til 17-årigt skudoffer: - Vi kan ikke sove om natten

Skrevet af Lotte Sørensen

21/11/2013

Dagens topnyheder

17-årige Inunnguag Nielsen kan ikke tale og næsten ikke bevæge sig. Men han er i bedring, efter han 3. november blev skudt i hovedet på hjørnet af Gl. Vardevej og Grådybet i Esbjerg, da en 50-årig mand blev træt af at høre på støjen fra hans knallert.

Siden har han ligget i kunstigt koma på Odense Universitetshospital, men er nu ved bevidsthed.

Læs også: 50-årig skød 17-årig i hovedet: - Jeg ville bare skræmme ham

- Lægerne har taget min søn ud af respiratoren nu. Han kan ikke snakke. Og han har ingen følelse i benene. Men han kan bevæge højre hånd, siger Inunnguags mor, Benedikte Nielsen, til eb.dk.

Hun og hendes mand er stadig dybt rystede.

- Vi kan ikke sove om natten. Vi tænker på det hele tiden. Vores søn virker bange. Han forstår slet ikke, hvad der er sket. Men det virker dog som om, at hans tilstand er blevet lidt bedre, siger hun.

Læs også: Skød 17-årig knallertkører i hovedet - er tidligere dømt for mord

Blykuglen sidder stadig i hans hjerne, men lægerne håber snart at kunne operere den ud. De har dog måttet vente på, at hævelsen lagde sig.

Snart skal Inunnguag overføres til Neurocenter Hammel, der skal tage sig af hans genoptræning.

Den 50-årige mand, der skød Inunnguag Nielsen, er varetægtsfængslet indtil 2. december.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med