Forældre til dræbt gymnasieelev takker for hård straf

Skrevet af admin

17/06/2016

Dagens topnyheder

En 17-årig dreng blev fredag formiddag idømt otte års fængsel, fordi han i november 2015 stak den jævnaldrende gymnasieelev Mads Skjoldsøge ihjel.

Den afgørelse er den afdøde teenagers forældre meget tilfredse med, fortæller Morten Skjoldsøge, offerets far, efter retsmødet i Retten i Hillerød.

- Min søns morder har i dag fået den hårdeste straf for en dybt tragisk og meningsløs sag. Det er jeg glad for, siger den dræbtes far.

- Det giver en tro og en tillid til retssystemet, selv om det aldrig bringer Mads tilbage, siger han.

Selv om forældrene således føler, at drabsmanden, Abdiqani Farah Jama Ismail, fik den rigtige straf, bliver deres liv aldrig det samme, understreger de.

- Vores liv bliver helt anderledes, efter vi har mistet Mads. Vi kommer til at mangle ham i morgen, om et år og om 50 år, siger moren, Lykke Petersen.

Tabet af den 17-årige søn har ikke kun skabt et savn i begge forældrene og et behov for at høre rettens dom over gerningsmanden.

Mads Skjoldsøges mor fortæller også, at drabet og retssagen har sat gang i mange overvejelser om, hvordan man kan undgå, at andre forældre også skal miste deres søn på grund af et meningsløst skænderi mellem to teenagere.

- Det er gået op for mig, at der er noget helt galt med det samfund, vi lever i. Der mangler nogen, der tager ansvar og tør anmelde, at en farlig person går frit rundt og opfører sig tåbeligt.

- Det er ikke samfundets skyld. Det er ikke politiets skyld. Det er ikke politikernes skyld. Det er kun Abdiqanis skyld, at Mads er død, siger moren.

Med fredagens dom er sagen endnu ikke forbi. Gerningsmanden har nemlig anket afgørelsen, og sagen skal derfor videre til landsretten.

/ritzau/