Forældrekøb af lejligheder vokser igen

Sidste år blev der handlet 10.800 lejligheder på landsplan og mindst 1.900 af disse var forældrekøb, viser en optælling fra ejendomsmæglerkæden Home. Dermed udgør de forældrekøbte lejligheder en stadigt stigende del af alle handler med lejligheder. Men hos EDC Mæglerne vurderer kommunikationschef Jan Nordmann, at tallet er større, og måske oppe over 30 procent.

»Der sker nemlig ikke en egentlig registrering af forældrekøb. Derfor kan der godt være lidt slør i tallene. Hvis et ægtepar køber en lejlighed, ved vi heller ikke altid, om det sker for at leje den ud til deres børn, eller nogle helt andre. Men det er vores indtryk, når vi snakker med mæglerne, at mindst 30 procent af alle handler med lejligheder er forældrekøb,« siger han.

Home vurderer da også, at knap 40 procent af alle lejlighederne i Århus med postnummer 8000 og 8200 er købt af forældre til deres søn eller datter, mens tallet er 33 procent for Odense 5000 og 20 procent i Aalborg 9000.

I Københavns og på Frederiksberg er det i snit hver femte lejlighed, som Home sælger, der købes af forældre, men det svinger fra hele 52 procent på Nørrebro til 11 procent på Østerbro. Så København har det mest populære postnummer for forældrekøb.

Jan Nordmann siger dog, at det hos dem er Østerbro, som topper med forældrekøb. Her er andelen oppe på 50 procent. Før finanskrisen satte ind, var det op mod halvdelen af alle lejligheder i hele København, der var forældrekøb, men det faldt så betydeligt i de efterfølgende år, og det er først inden for det sidste år eller to, at andelen af denne type handler igen er begyndt at stige hastigt.

På landsplan blev der i 2012 solgt 13 procent flere forældrekøbslejligheder end året før, mens salgsfremgangen på ejerlejligheder generelt kun voksede med otte procent i forhold til 2011, viser opgørelsen fra Home.

Alt tyder på, vurderer Mads Ellegaard, at det store salg af forældrekøb fortsætter i år.

»Af samme grund mangler vi særligt flere toværelseslejligheder, der kan deles,« siger han.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip