Forbedret tillid sender Vestas-aktien i vejret

Det sendte fra åbningen Vestas-aktien op med fire procent, og efter ti minutters handel ligger aktien seks procent højere i kurs 56 kr. Dermed er aktien steget 77 pct. i år.

På trods af, at første kvartal er årets svageste for vindmølleproducenter, så var Vestas pengestrømme »kun« negative med 60 millioner euro, hvilket var en klar forbedring fra negative pengestrømme på 295 millioner euro i samme periode sidste år.

Forventningen i markedet var, at pengestrømmene ville være negative med så meget som 213 millioner euro.

Forbedringen betyder også, at mange i markedet nu vil begynde at tro på, at Vestas kan levere de lovede positive pengestrømme for hele året, der ellers har været skepsis omkring. Sidste år måtte Vestas skuffe fælt netop på dette vigtige parameter.

Udviklingen i pengestrømmene tillægges dermed større betydning i markedet, end driftsunderskuddet på 122 millioner euro - godt 900 millioner kroner - der var større end det ventede driftsunderskud på 97 millioner euro ifølge estimater fra SME Direkt.

Nettounderskuddet blev 151 millioner euro, svarende til godt 1,1 milliarder kroner. Her havde analytikerne forventet et underskud 83 millioner euro, mens bundlinjen i første kvartal sidste år blødte med 162 millioner euro.

Ses der på toplinjen, så endte omsætningen på 1.096 millioner euro, mens der kun var ventet 1.031 millioner euro i markedet. Sidste år var omsætningen 1.105 millioner euro i samme periode.

Vestas' prognose for 2013 ændres der ikke ved. Selskabet venter dermed fortsat at afskibe 4-5 GW, mens omsætningen forventes at blive på mindst 5,5 mia. euro. Vestas forventer at realisere en overskudsgrad før særlige poster på mindst 1 pct., ligesom de vigtige pengestrømme fortsat forventes at være positive.

Dagens Gossip

Dagens TV