Forbereder sig på at gribe ind i Syrien

Ifølge avisen The Guardian er kampfly og militære transportfly begyndt at ankomme til den britiske luftbase Akrotiri på Cypern, knap 160 kilometer fra den syriske kyst. Det fortæller to piloter, som ofte flyver fra Larnaca på den sydlige del af Cypern, til avisen.

Piloterne har mandag også observeret små jagerfly på deres radar mandag, og ifølge The Guardian regner man med, at flyene stammer fra Europa.

Gennem de seneste dage har beboerne i området omkring basen ligeledes oplevet mere aktivitet end normalt, og det indikerer, at der som minimum er blevet givet ordre fra den britiske premierminister, David Cameron, den amerikanske præsident, Barack Obama, og de øvrige europæiske ledere til at øge beredskabet.

Dråben, der har fået bægeret til at flyde over efter to et halvt års blodig konflikt i Syrien, er det formodede nervegasangreb uden for hovedstaden Damaskus for knap en uge siden. Selv om det endnu ikke er blevet officielt bekræftet, er USA og landets allierede tilsyneladende ikke i tvivl: Assad-regimets styrker angreb både oprørere og civile med gas.

Rusland, som er Assads nærmeste allierede, afviser derimod, at angrebet kommer fra regimets sikkerhedsstyrker. Ifølge russerne står oprørerne selv bag gasangrebet, og fra russisk side opfordrer man amerikanerne til at holde sig fra militær indgriben.

Mandag udskød USA drøftelser om en internationale fredskonference vedrørende Syrien i Haag på ubestemt tid, fordi det formodede angreb fortsat undersøges. Og tirsdag understregede russerne den voksende diplomatiske krise i det internationale samfund over Syrien ved at beklage, at USA egenrådigt aflyste mødet.

»At udarbejde politiske parametre for en resolution i Syrien vil være exceptionelt brugbart nu, når truslen om militærmagt hænger over dette land,« skrev viceudenrigsminister Gennady Gatilov på sin Twitter-profil.

Dagens Gossip