Forbrændt canadisk by er i bedre stand end først antaget

Skrevet af admin

10/05/2016

Dagens topnyheder

90 procent af byen Fort McMurray er stadig intakt, selv om en række skovbrande har raseret området omkring byen i den canadiske provins Alberta. Det siger provinsens politiske overhoved Rachel Notley mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det var et mirakel, at vi fik befolkningen ud i sikkerhed, siger Rachel Notley på et pressemøde.

- Lige så mirakuløst er det, at den hurtige reaktion og det hårde arbejde fra redningsarbejderne har betydet, at 90 procent af byen Fort McMurray stadig står, siger hun.

Det lokale brandvæsen siger dog, at de titusinder af mennesker, der er blevet evakueret, må vente flere uger med at vende hjem.

Rachel Notleys kommentar kommer, efter at myndighederne har kastet et blik på skaderne efter de voldsomme brande, der tvang omkring 100.000 mennesker til at flygte fra deres hjem.

Der venter stadig myndighederne et omfattende arbejde, før vand, elektricitet og gas fungerer, oplyser brandchef Darby Allen ifølge AFP.

- Hvis den brand havde fået fat i byens centrum, så havde vi mistet hele området derinde, siger han.

Flammehavet har ødelagt omkring 200 bygninger i byen, siden branden for alvor tog fat i skovområdet vest for Fort McMurray. Men ifølge Rachel Notley er både skolerne og byens hospital i god stand.

- Det er kun få dage siden, at byen var omringet af et hav af flammer. Det var overvældende. Heldigvis er store dele af byen uberørt, siger hun.

På trods af de gode nyheder fortsætter ilden med at rasere området øst for byen. Her har den raseret mere end 200.000 hektar skov, oplyser de lokale myndigheder.

I alt har 700 brandmænd kæmpet mod de ødelæggende flammer. De har blandt andet brugt 20 helikoptere og 27 slukningsfly.

/ritzau/AFP