Forbrugeradfærd: Ryanair-protester glemmes

Skrevet af admin

19/03/2015

Mest læste i dag

Aktionerne mod Ryanair i Københavns Lufthavn fortsætter, når et fly fra det irske lavprisselskab lander torsdag eftermiddag.

Men trods de aktionerendes selvlysende veste og 3F's annoncekampagne om social dumping og dårlig løn, så vil selskabets billige billetter vinde over det dårlige omdømme, som modstanderne forsøger at tegne.

- For de forbrugere, som allerede har købt en billet hos selskabet, betyder demonstrationer ingenting. De går ikke hen og køber en anden billet, siger filosof og adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen fra RUC.

- Og for kommende passagerer vil det på længere sigt næppe heller få den store indflydelse på deres valg af selskab, siger han.

Dog vurderer han, at en række forbrugere her og nu påvirkes af debatten:

- Der vil være passagerer, som i disse dage vælger at købe deres billet hos et andet selskab. Men hvis Ryanair fortsætter med at flyve fra København, så vil de opleve, at deres protest ingen effekt har.

- Og derfor er det sandsynligt, at de vender tilbage, næste gang de skal ud at rejse, siger Pelle Guldborg Hansen.

Men selv om billetsalget kun rammes midlertidigt, så risikerer Ryanairs omdømme alligevel at lide mere permanent skade.

- Mange passagerer vil have de kritiske briller på, når de flyver med selskabet. Sker der et eller andet under rejsen, som de ikke synes er okay, vil de hurtigt konkludere, at det skyldes, at Ryanair ikke betaler sine ansatte ordentligt.

- Så på den måde sætter det sig på selskabets renommé, og hvis det skulle ske, at et Ryanair-fly faldt ned, så vil det hurtigt hedde sig, at selskabet er ligeglade med sikkerheden, siger Pelle Guldborg Hansen.

Ryanair fløj for første gang fra København onsdag. Det skete med tre timers forsinkelse, da omkring 50 lufthavnsansatte stod omkring flyet og forhindrede optankning.

Det kom imidlertid ikke til nogen konfrontation mellem de protesterende og politiet.

I stedet blev aktionen opløst fredeligt klokken 18, så flyet kunne blive tanket op og flyve mod Dublin.

Torsdag vil demonstranterne tage opstilling foran Terminal 2, hvor de vil dele materiale ud til passagerne om selskabet, oplyser Jane Larsen, der er talsmand for de demonstrerende.

/ritzau/