Forbrugere forener sig i kamp mod bankerne

Abonnement for en lovpligtig lønkonto, høje gebyrer for at hæve ved kassen og generelt mindre service til almindelige forbrugere. Der er kontant afregning hos bankerne, som især små og mellemstore bankkunder må betale prisen for.

Det får nu en gruppe forbrugere til at samle sig i foreningen Bankrabat.dk, der vil kæmpe for billigere priser og bedre vilkår.

- Gang på gang er det den mindre kunde, der skal betale prisen, når bankernes nye gebyrmaskiner og strukturer rulles ud. Bankerne tjener i forvejen milliarder hvert eneste år, men mere vil som bekendt have mere. Den udvikling vil vi modarbejde med foreningen Bankrabat.dk, hvor vi forhandler på mange forbrugeres vegne og dermed forsøger at presse bankerne til bedre vilkår, siger Morten Sinding, som er forbrugerjurist og initiativtager til Bankrabat.dk, der allerede repræsenterer mere end 2.000 forbrugere.

Fra billig el til billig bank
Når forbrugerne står sammen som en samlet forening, bliver det mere attraktivt for bankerne at tilbyde gode priser og bedre vilkår, fordi bankerne kan se frem til en masse nye kunder på én gang.

Den tendens har Morten Sinding tidligere udnyttet med stor succes på el-området, hvor indkøbsforeningen EL-Forbundet.dk på kort tid er blevet landets største med over 17.000 medlemmer, der har sparet op mod 25 procent på deres el-priser.

Nu er det bankernes tur til at blive billigere og bedre.

- Med EL-Forbundet.dk opdagede vi, at forbrugerpres faktisk virker. Derfor er det oplagt at udvide konceptet til bankverdenen, hvor en netop offentliggjort undersøgelse har vist, at en helt almindelig familie kan spare op til 21.000 kroner om året, blot ved at skifte bank. Der er altså store besparelser at hente og vi forventer, at vi kan gøre op med ågergebyrer og sikre bedre vilkår, når vi handler i samlet flok, siger Morten Sinding.

Dagens Gossip

Dagens TV