Forbrugerne har svært ved byttereglerne

Skrevet af admin

27/12/2013

Dagens topnyheder

Julegavebytning giver som altid travlhed på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens forbrugerhotline, fordi danskerne fejlagtigt tror, at de automatisk har ret til at bytte og returnere varer.

Det er styrelsens erfaringer fra tidligere år.

- Vores fornemmelse er, at forbrugerne ofte overser, at de ikke automatisk har returret. De kontakter vores hotline, når butikkerne afviser at tage deres varer retur, siger Hanne Kristensen, vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

Men der er sjældent noget at komme efter, for butikkerne fastsætter selv reglerne på området. Alligevel tror 70 procent af forbrugerne, at de har fuld returret ifølge lovgivningen.

Men det er de enkelte butikker, der som en ekstra service til forbrugeren kan vælge at tilbyde returret. Ved nethandel har forbrugerne derimod som udgangspunkt 14 dages returret.

- Når butikkerne selv fastsætter deres egne returregler, er det en god idé altid at tjekke den enkelte butiks regler, så du undgår ubehagelige overraskelser, siger Hanne Kristensen.

Dansk Erhverv skønner, at lidt mere end hver tredje dansker kommer til at bytte en eller flere af deres julegaver i år.

Undersøgelsen viser også, at omkring 40 procent af forbrugerne ikke ved, at de har ret til at få deres vare repareret eller ombyttet gratis i op til to år efter købet, hvis det viser sig, at varen har en fejl eller en mangel.

Omkring 70 procent af forbrugerne ved desuden ikke, at de skal vise deres kvittering i butikken for at kunne benytte sig af deres reklamationsret.

/ritzau/