Forbrugerne skal betale kassen i nyt klagesystem

Skrevet af admin

09/10/2014

Mest læste i dag

Fremover kan danske forbrugere klage over fejl ved varer fra godt 45 nye brancher. De skal betale 100 kroner for at indlede en sag ved Forbrugerklagenævnet og 500 kroner for at sende klagen fra mægling til nævnsbehandling. Forbrugerne får de 500 kroner tilbage, hvis de vinder sagen.

Det oplyser erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S). Han forhandler med Folketingets partier om et nyt system for forbrugerklager. Det bygger på EU's ADR-direktiv, som udvider forbrugernes adgang til at klage over fejlbehæftede varer.

- Det styrker forbrugerbeskyttelsen, men det eksisterende system er ikke gearet til en så markant stigning i antallet af klager, som direktivet ventes at medføre, siger Henrik Sass Larsen.

Han afviser, at det fremover vil koste 1200 kroner at klage, som det har været fremme i et medie. Regeringen ønsker, at forbrugernes klager behandles effektivt og smidigt, forklarer han.

- Derfor er det også indlysende, at et forbrugergebyr på 1200 kroner ikke er et scenarie, som regeringen opererer seriøst med, siger Henrik Sass Larsen.

Forbrugerrådet Tænk kalder forslaget en spareøvelse.

- Problemet er, at regeringen lægger op til en markant forringelse af et forbrugerklagesystem, som vi har været meget glade for. Forslaget vil ganske enkelt være ødelæggende, siger vicedirektør Vagn Jelsøe, Forbrugerrådet Tænk, til Politiken.

Regeringen søger en balance mellem forbrugernes klagegebyr, og hvad systemet koster i offentlige udgifter - i gennemsnit 10.500 kroner for at behandle en sag i Forbrugerklagenævnet, forklarer Henrik Sass Larsen.

- Vi er ved at være i den afgørende del af forhandlingerne. Jeg forhandler imidlertid ikke gennem pressen, men ved forhandlingsbordet, siger Henrik Sass Larsen.

/ritzau/