Forbrugerne skal selv stille krav om sikker netadgang

Skrevet af admin

01/12/2014

Mest læste i dag

Fagre nye verden, hvor computeren i hjemmet taler med elselskabet om udnyttelse af billig strøm, er her allerede. Og udviklingen med, at maskiner og computere taler med hinanden uden menneskers umiddelbare indblanding, vil kun brede sig.

Det fremgår af en rapport om fremtidens it fra den amerikanske it-gigant Verizon.

- Udviklingen har været på vej i flere år, men vil tage fart til næste år, hvor teknologien ikke kun bliver tilgængelig for de største virksomheder og organisationer, men også for mange mindre og mellemstore virksomheder, fremgår det af rapporten.

Men når man giver virksomheders it-systemer direkte adgang til sin egen computer, er der flere ting, man skal holde sig før øje, så man undgår at blive hacket, påpeger Kim B. Larsen, sikkerhedsekspert og it-systemarkitekt i den danske afdeling af Verizon.

- Som bruger skal man i første omgang sikre sig, at udbyderen opfylder de forskellige krav og certificeringer, der er. Sikkerhed på computeren er ikke en enmandshær, siger han.

- Mange tænker allerede på, hvordan man sikrer sine egne oplysninger på computeren. Men med alt det her nye risikerer man at blive så begejstret, at man glemmer at tænke sikkerhed ind, siger Kim B. Larsen.

Der er ikke, fordi man skal gå rundt og frygte for, at computeren derhjemme bliver hacket - men systemet bliver mere sårbart, jo mere man får direkte ind i sin computer uden at have kontrolleret det først.

Det er ikke kun op til den enkelte at sikre sine data, men også op til den lange række af private og offentlige virksomheder, som folk betror oplysninger.

- Det har en lang række af brud på datasikkerheden i løbet af 2014 desværre vist med al tydelighed, siger Kim B. Larsen.

I foråret måtte Nets eksempelvis spærre 1000 dankort efter et hackerangreb. Og i sommer var eksempelvis Danske Bank, SAS og Nordea udsat for et massivt computerangreb i Norge.

/ritzau/