Forbrugerne tror stadig på bedre tider

Forbrugerne forventer stadig, at både familiens og Danmarks økonomiske situation om et år vil være bedre end i dag.  Indikatoren for familiens økonomiske situation sætter Danmarks Statistik til 11,3, mens indikatoren for Danmarks økonomiske situation rammer 16,7. Det kan holdes op imod gennemsnittet for det seneste halve år, der lyder på 10,1 for familiens økonomiske situation og 12,5 for Danmarks økonomiske situation.

Cheføkonom i Nykredit Tore Stramer noterer sig efter at have set fredagens tal, at der er tale om et »omtrent uændret niveau« for forbrugertilliden. Han bemærker dog, at forbrugertilliden fortsat ligger omkring det højeste niveau siden udgangen af 2007 - altså i godt fem et halvt år.

»Årsagen er, at rækken af gode nyheder har stået i kø for de danske forbrugere over de seneste måneder. Således er reallønnen igen stigende, skatten på arbejde er blevet sænket, renterne er fortsat meget lave, boligmarkedet viser bedre takter i visse dele af landet, og arbejdsmarkedet klarer sig lidt bedre end tidligere,« siger Tore Stramer i en skriftlig kommentar og tilføjer:

»Forbrugerne ser således også positivt på såvel egen som den samlede økonomiske situation. Men ikke nok med det, så forventer danskerne fortsat faldende arbejdsløshed.«Fredagens tillidsindikator blev fulgt af tal for detailhandlen. Her skuffede salget i august lidt - og dermed er der ikke noget på den front, der afspejler forbrugernes relativt høje tiltro til fremtiden.

Dagens Gossip