Forbrugerombudsmanden politianmelder Citroën: Vildleder kunder

I forskellige landsdækkende aviser fik Citroën Danmark fra den 21. november til den 13. december 2013 vist en annonce for lån til køb af en bil.

”Nyhed Citroën C3 ALL INCLUSIVE KUN 1.545,-/MD,” skrev bilimportøren i annoncen, der blev bragt i alt 43 gange.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at annoncen var i strid med markedsføringsloven, skriver Forbrugerombudsmand Henrik Øe i en pressemeddelelse.

Det sker fordi, Citroën Danmark ikke oplyste forbrugerne om kontantprisen på bilen, og om der blev samarbejdet med en eller flere kreditudbydere. Citroën Danmark undlod også klart og tydeligt og på fremtrædende måde at give forbrugerne de øvrige lovpligtige kreditoplysninger som for eksempel ÅOP og de samlede kreditomkostninger. De stod først med mindre synlig tekst allernederst i annoncen under en fed rød streg og efter miljøoplysningerne

På forsiden af citroen.dk og på to undersider reklamerede Citroën Danmark også for, hvad det ville koste per måned at låne penge til køb af bestemte bilmodeller. Men de øvrige lovpligtige kreditoplysninger blev slet ikke vist på forsiden. De var skjult allernederst på de to undersider efter en reklamefilm. Desuden manglede oplysningen om de samlede kreditomkostninger helt.

- Citroën er ikke den første bilimportør, jeg ser, som skjuler eller helt udelader vigtige kreditoplysninger i deres markedsføring. Det overrasker mig, at bilbranchen har så svært ved at overholde reglerne, og jeg har stort fokus på problemet, siger Henrik Øe.

Dagens Gossip