Forbrugerpriserne ser ud til at stå stille i eurolandene

Skrevet af admin

05/01/2016

Dagens topnyheder

Inflationen i eurozonen har i lang tid ligget omkring nul, og det ser ikke umiddelbart ud til at ændre sig lige med det samme.

Tirsdag offentliggjorde EU's statistikkontor, Eurostat, sit foreløbige estimat for den årlige inflationsrate for december, og det lyder på 0,2 procent.

Det er præcis samme resultat som i november, selv om analytikere forventede en stigning på 0,1 procentpoint.

Også kerneinflationen - hvor man sorterer fødevarer og energi fra - ligger stille med 0,9 procent.

Dermed er der fortsat langt op til de 2 procents årlig inflation, som Den Europæiske Centralbank (ECB) har sat sig som mål, og det kan fremtvinge en reaktion, vurderer Rasmus Gudum-Sessingø, der er seniorøkonom hos Handelsbanken.

- Den fortsat svagere inflationsudvikling øger fokus på, om ECB kommer til at skulle gøre mere for at støtte op om troværdigheden i inflationsmålet, som ikke har været opfyldt de seneste tre år.

- Således kan det ventede fald i inflationsraten efter januar meget vel betyde, at ECB skal til at overveje at supplere sine stimulanstiltag endnu en gang i løbet af foråret, skriver han i en analyse.

Eurozonen udgøres af de 19 lande, der har euroen som valuta, herunder Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien, men altså ikke Danmark.

Den tyske inflation viste mandag et overraskende fald i december, som givetvis er med til at holde den samlede euroinflation nede.

/ritzau/