Forbrugerrådet får plads i nyt patient-ankenævn

Skrevet af admin

19/02/2014

Mest læste i dag

Forbrugerrådet og Kommunernes Landsforening får alligevel plads i det nye Ankenævn for Patientforsikringen.

- Efter at have sat mig grundigt ind i lovforslaget og læst høringssvarene har jeg besluttet, at borgernes interesser er bedst tjent med, at både Forbrugerrådet og KL er repræsenteret, siger sundhedsminister Nick Hækkerup (S).

Han peger på, at Forbrugerrådet har været en del af Patientskadeankenævnet siden 1990'erne og har stor ekspertise inden for både lægemiddelskader og patientskader.

Om KL's deltagelse lyder det, at kommunerne vil få en større andel af patientskader i takt med, at stadig flere sundhedsopgaver skal løses kommunalt.

- Derfor skal de to organisationer begge have fast plads i ankenævnet, siger Nick Hækkerup.

Baggrunden for det nye ankenævn er at gøre klagesystemet mere gennemskueligt og forenkle behandlingen af ankesager.

I fremtiden skal både klager over Patientforsikringens afgørelser om lægemiddelskader og patientskader behandles i det nye nævn.

- Borgerne vil få et bedre overblik over sagsbehandlingen, fordi nogle klagesager, som i dag både behandles i Lægemiddelskadeankenævnet og Patientskadeankenævnet, fremover behandles samme sted, siger Nick Hækkerup.

- Det er både en fordel for borgerne og for det offentlige, der undgår dobbelt sagsbehandling, siger han.

Regeringens oprindelige plan om at udelukke Forbrugerrådet og KL blev mødt med stærk kritik.

Især fra Forbrugerrådet, som frygtede, at uden deres deltagelse ville eksempelvis danskere, der falder på skiferien og derefter har kortvarigt brug for hjælp fra sundhedsmyndighederne, være markant dårligere stillet.

Lovforslaget førstebehandles i Folketinget torsdag, og Ankenævnet ventes at være på plads 1. januar 2015.

/ritzau/