Forbrugerrådet: Lav dit eget gavekort

Danskerne vil helst selv købe de gaver, julemanden har med i sin sæk.

En undersøgelse fra PriceRunner viser, at det, de fleste ønsker sig til jul, er gavekort. 5460 har svaret på undersøgelsen.

Men selvom det er et gavekort, der står højest på ønskelisten, skal danskerne tænke sig om en ekstra gang, før de investerer i et, fortæller seniorjurist i Forbrugerrådet Tina Bhanda.

- Når du køber et gavekort, er dine pengene låst, og der er en risiko for, at de går tabt. Det er jo ærgerligt at betale penge, som ingen får glæde af, fortæller hun.

Undersøgelser viser nemlig, at omkring 10 procent af alle gavekort aldrig bliver brugt.

- De ligger i skuffen i en rum tid, og så finder man dem først, når gyldighedsperioden er udløbet, siger Tina Bhanda.

Hvis der ikke står andet på kortet, gælder det som udgangspunkt i tre år. Men butikkerne kan også fastsætte deres egne gyldighedsperioder, så gavekortene kan sagtens gælde i endnu kortere tid.

I Norge har en undersøgelse fra Norges Handelshøjskole vist, at 2,5 milliarder norske kroner hvert år går tabt i gavekort og tilgodebeviser.

Tallet har fået det norske forbrugerråd til helt at fraråde nordmændene at købe gavekort, som ifølge formanden snarere er en gave til butikkerne. Så langt vil Tina Bhanda ikke gå.

- Men som gavegiver kunne man overveje, om det ikke er en bedre at give et hjemmelavet gavekort, hvor man lægger penge ved et kort og skriver, hvad de skal bruges til, siger hun og fortsætter,

- Men glemmer oftere gavekortet end de kontanter, man har liggende. Og selv hvis man glemmer pengene, har de jo ikke mistet deres værdi, når man finder dem igen.

Ud over gavekort ønsker kvinder sig tøj og sko, parfume samt makeup og smykker. Mænd ønsker sig computere, penge og spil til computer eller konsoller.

/ritzau/

Dagens Gossip