Forbrugerrådet: Passagerer i fokus i Heunickes udspil

Skrevet af admin

18/02/2014

Dagens topnyheder

Transportminister Magnus Heunicke (S) er parat til at skrue bissen på, når regeringen skal forhandle en ny kontrakt på plads med DSB.

Eksempelvis vil regeringen ifølge Politiken betragte tog som forsinket efter mere end tre minutter mod nu knap seks minutter. Og det er en god idé, mener Forbrugerrådet.

- Det er rigtig positivt. Der er god basis for at styrke fokus i den kollektive trafik, så fokus kommer over på passagerne, og hvad der er vigtigt for kunderne.

- I de meldinger, der er kommet i dag, er der fokus på rettidighed - altså om togene kommer til tiden - og på, hvordan man bliver kompenseret, hvis de ikke gør, siger seniorrådgiver i Forbrugerrådet Lise Bjørg Pedersen.

Hun understreger, at det er vigtigt for passagerne, at togene overholder tidsplanen.

- Hvert minut, et tog eller en bus er forsinket, oplever passagerne det som en gene. Man oplever, at køreplanen er den aftale, man har med trafikselskabet, siger Lise Bjørg Pedersen.

Hvis forsinkelserne bliver for hyppige, skal DSB betale en bod til Transportministeriet. Regeringen lægger desuden op til, at det skal blive dyrere for DSB at have forsinkede tog i myldretiden end på ydertidspunkter.

Og det bliver hilst velkommen i Forbrugerrådet.

- Det har vi sagt i nogle år. Det, der betyder noget for rigtig mange pendlere, er myldretidstogene. Det er der, at der sidder allerflest pendlere, siger Lise Bjørg Pedersen.

Transportministeren vil ifølge Politiken inden for kort tid indkalde Folketingets partier i et forsøg på at nå til enighed om et katalog af krav til de kommende forhandlinger om en ny kontrakt med DSB.

Den nuværende trafikkontrakt med DSB udløber ved udgangen af 2014, og det forventes, at en ny aftale bliver forhandlet på plads i løbet af foråret.

/ritzau/