Forbrugerrådet: Pres forsikringsselskabet og sænk prisen

Skrevet af admin

09/03/2015

Mest læste i dag

Selvom det handler om prisen på din forsikring, er det i virkeligheden ganske simpelt:

Hvis forbrugerne mener, at de betaler for meget i forsikring, så opfordrer Forbrugerrådet Tænk dem til at skifte forsikringsselskab, efter at erstatningsudbetalingerne til kunderne udebliver, selvom forsikringsbranchen har kronede dage.

- Hvis forbrugerne mener, de betaler for høj en præmie, bør de skifte forsikringsselskab, så selskaberne kan mærke, at vi ikke længere er så loyale, for det er det, de tjener mange penge på, siger seniorjurist Mads Mølgaard.

Berlingske skriver mandag, at otte af de største forsikringsselskaber i gennemsnit er gået fra at udbetale 80,2 procent i erstatning i 2010 til 68,5 procent i 2014 til kunderne.

Og hvis forbrugerne synes, at priserne er for høje, er der noget om snakken, lyder det. For en udbredt mangel på konkurrence på markedet betyder, at forbrugerne må grave dybere og dybere i portemonnæen for at betale forsikringspræmien.

- Vi har de sidste fem til otte år peget på, at konkurrencen simpelthen ikke er god nok. Selskaberne skal ind i kampen.

- Brancheorganisationen Forsikring og Pension har nægtet, at der har været konkurrenceproblemer, men det kan jo være, de vågner op nu, siger han.

Forsikringsselskaberne udbetaler i stigende grad større udbytte til aktionærerne i stedet for lavere forsikringspræmier. Men hvis konkurrencen bliver skærpet, eller hvis forbrugerne går på gaden, så vil priserne falde, lyder vurderingen.

- Priserne ville falde med øget konkurrence. Nogle betaler 2000 kroner for en indboforsikring, mens andre betaler 5000 kroner, uden at det har effekt på dækningen, siger Mads Mølgaard.

Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti efterlyser tiltag, der kan øge konkurrencen mellem forsikringsselskaberne. Ingen har dog konkrete løsningsforslag.

/ritzau/