Forbrugerrådet vil af med CPR-nummeret

CPR-systemet har brug for at blive moderniseret, hvis man vil misbrug af personnumre og identitetstyverier til livs. Det mener Forbrugerrådet, efter Rådet for Digital Sikkerhed tirsdag foreslog at give systemet en »grundig opdatering«.

»CPR-nummeret, som vi ser i dag, er ikke tidssvarende. Vi ser dagligt eksempler på misbrug af det eller i værste tilfælde identitetstyverier, og noget er man nødt til at gøre. På den lange bane tror jeg, at vi skal have udfaset CPR-nummeret og erstattet det med andre identifikationsformer som for eksempel en videreudvikling af NemID,« siger konstitueret direktør i Forbrugerrådet, Vagn Jelsøe, og fortsætter:

»Det konkrete forslag med at fjerne køn og alder, synes jeg, er spændende. Det må vi diskutere nærmere og høre hvad de kloge mennesker, som arbejder med CPR-numre i praksis, siger til. Det er bestemt en mulighed, men der kan også være andre,« siger han.

Rådet for Digital Sikkerhed anbefaler i en ny rapport, at CPR-systemet skal ændres, så det ikke længere indeholder oplysninger om danskernes alder og køn. Anbefalingen kommer efter et stigende antal identitetstyverier og sager, hvor myndigheder har fået hacket eller er kommet til at offentliggøre personnumre.

»CPR-systemet skal tilpasses nutidens og fremtidens digitalt forbundne verden. Vi skal mindske risikoen for, at det kan misbruges, og det skal udformes, så vores private oplysninger kun videregives, når der reelt er behov for det. Ofte er der slet ikke brug for at oplyse alder og køn, og derfor skal de oplysninger fjernes fra selve personnummeret. Dermed vil det 45 år gamle CPR-system komme på linje med, hvad der nu er god skik, når man designer nye IT-systemer,« siger Birgitte Kofod Olsen, formand for Rådet for Digital Sikkerhed, i en pressemeddelelse.

På Christiansborg er der også enighed om, at man er nødt til at se på CPR-numrene, så man i fremtiden kan undgå misbrug og identitetstyverier. Venstres IT-ordfører, Michael Aastrup Jensen (V), peger på, at det i dag er alt for let at misbruge systemet.

»Jeg synes, det er et interessant forslag at fjerne køn og alder. Vi kommer ikke uden om at gøre noget ved CPR-systemet, og vi vil meget gerne være med til at kigge videre på, om det kan være en løsning,« siger Michael Aastrup Jensen.

Hos Socialdemokraterne vil partiets IT-ordfører, Karin Gaardsted (S), nu tage en snak med Rådet for Digital Sikkerhed og snakke rådets anbefalinger igennem.

»Der er ikke nogen tvivl om, at der er en problematik omkring CPR-nummeret, som vi er nødt til at tage alvorligt. Vi har set identitetstyverier, som har haft rigtig stor indflydelse på dem, som har været udsat for det. Og jeg tror, identitetstyverier er kommet for at blive - og måske også øges i fremtiden,« siger Karin Gaardsted.

Forbrugerrådet foreslår, at man på den korte bane strammer reglerne for hvilke virksomheder, der må bede om CPR-numre, og i hvilke situationer de må gøre det, da netop den lemfældige omgang med personnumre er en af hovedkilderne til de mange identitetstyverier.

Dagens Gossip