Forbruget af energidrikke vækker bekymring

Salget af koffeinholdige energidrikke er på to år mere end fordoblet, og i 2012 indtog vi danskere 8,75 millioner liter energidrik.

Forbruget af energidrikke som Red Bull, Monster og Burn får ifølge Jyllands-Posten flere eksperter til at råbe vagt i gevær, blandt andet fordi drikkene er blevet en fast bestanddel af livet hos børn helt ned til 3.-4. klasse.

Drikkene kan samtidig være farlige for de mange tusinde personer med blodtryksproblemer. Og det er problemer, som Fødevarestyrelsen er opmærksom på.

Styrelsen har således noteret sig det stigende salg af energidrikke, samt at der er opstået et højt forbrug hos nogle grupper i befolkningen.

Troels Vensild, chefkonsulent for ernæring ved Fødevarestyrelsen, understreger dog, at energidrikke ikke er farlige for raske, voksne mennesker, så længe der ikke er tale om et overdrevet forbrug, mens det ser anderledes ud for børn, gravide og ammende.

Men der kan være andre problemer, lyder det.

- I forhold til det stigende salg har vi bedt Fødevareinstituttet ved DTU om at foretage en undersøgelse af, hvilke grupper der indtager produkterne og hvor meget, de drikker, siger Troels Vensild til Jyllands-Posten.

En af de eksperter, der hilser undersøgelsen velkommen, er Preben Vestergaard Hansen, kandidat i Human Ernæring og Husholdningsvidenskab fra Professionshøjskolen Metropol.

Han kalder energidrikkene for et i sundhedssammenhæng komplet overflødigt produkt, der rent helbredsmæssigt er potentielt livsfarligt.

- Vi er i gang med et udvikle en kultur, hvor vi prøver at holde os kunstigt kørende på stærk kaffe og altså nu også energidrikke med opkvikkende stoffer, noget vi kan klare med en sund livsstil og en god nattesøvn, siger Preben Vestergaard Hansen.

Han bakkes op af professor, dr.med. Boye L. Jensen, der er forskningsleder ved afdelingen for Kardiovaskulær og Renal Forskning ved Syddansk Universitet. Han påpeger dog, at raske personer ikke skal være bekymrede:

- Men for personer med et ikke-kendt forhøjet blodtryk giver koffein en yderligere stigning, og eksempelvis sammen med hårdt fysisk arbejde eller træning kan en sådan stigning indebære en lille risiko for blandt andet dannelsen af blodpropper, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

 

Dagens Gossip