Forbud mod Samsung-telefoner

En række Samsung-telefoner bliver nu forbudte varer i USA, fordi Samsung har lånt lidt for meget af Apples design.

Den Internationale Handelskommission vil nu lade forbuddet træde i kraft, efter at den i august slog fast, at Samsung har krænket en række Apple-patenter. Forbuddet vil omfatte en række ældre mobiltelefoner fra den sydkoreanske mobilgigant, som er verdens største mobilproducent.

Minimal betydning

Samsung havde anket afgørelsen men fik ikke medhold.

Afgørelsen vil dog få minimal betydning i praksis, medgiver kommissionen, for Samsung har i mellemtiden omdesignet de dele, som har været konfliktens fokus.

Michael Froman fra kommissionen understreger, at »selskabernes nationalitet spillede ingen rolle i granskningsprocessen. Både Samsung og Apple er vigtige bidragydere til den amerikanske økonomi og bidrager til at fremme innovation og teknologiske fremskridt«.

Apple har ikke kommenteret afgørelsen, som Samsung beklager. Sydkoreanerne mener, at den begrænser konkurrencen og dermed udvalget af varer, som amerikanske kunder kan vælge imellem.

Mange sammenstød i retten

Samsung og Apple har haft adskillige sammenstød i retssale verden over. Samsung fik i august en anden sag afvist, hvor sydkoreanerne krævede salget af visse af Apples iPad-tavlecomputere og iPhone-telefoner forbudt i USA. Afvisningen fik det sydkoreanske handelsministerium til at udtrykke »bekymring« over, om afgørelserne blev truffet på et fair grundlag.

Samsung er i dag verdens største mobilproducent - både af almindelige mobiltelefoner og af smartphonetelefoner -, mens Apple er verdens næststørste smartphoneproducent.

 

 

 

Dagens Gossip