Forbud mod at vise undertøj: Hængerøve skal hive op i bukserne

Skatere, hiphoppere og andre indbyggere i sognet Terrebonne i delstaten Louisiana med hang til løsthængende bukser, de såkaldt »baggy pants«, bør investere i et par seler eller et bælte. Sognerådet har nemlig udstedt en bekendtgørelse, som forbyder folk at bære bukser, der får dem til at vise undertøj eller hud, skriver NBC News. Bliver man alligevel taget med bukserne (for langt) nede, koster det en bøde på 50 dollar, mens der venter samfundstjeneste til dem, der gentagne gange bryder påbuddet.

Da sognerådets medlemmer stemte om det kontroversielle forslag, blev det vedtaget med stemmerne otte mod en, og nu er det op til rådets formand at underskrive det, så det bliver til lov. Det eneste medlem af sognerådet, som stemte imod forslaget, mener, at det vil være en krænkelse af ytringsfriheden, hvis man forbyder borgerne at gå i de bukser, de ønsker.

Baggy bukser er allerede forbudt flere steder i Louisiana.

 

NORGE: En ny dag truer, du orker ikke at svinge benene ud over sengekanten og trykker på vækkeurets snooze-knap for at sove bare 10 minutter mere. Men næste gang alarmen lyder, har friskheden endnu ikke indfundet sig, og du har lyst til at trykke på knappen endnu en gang. Men det er slet ikke godt for kroppen at trykke snooze igen og igen. Det risikerer nemlig at ødelægge kroppens naturlige søvncyklus, skriver den norske hjemmeside forskning.no.

Den sidste time i cyklussen bruger kroppen på at forberede sig til at stå op. Kropstemperaturen stiger, hormonerne dopamin og kortisol bliver udløst, og den fase risikerer at blive afbrudt, når alarmen pludseligt lyder. Og man kommer ikke længere hen i opvågningsfasen ved at snooze. Man risikerer blot at genstarte cyklussen, så man falder i en endnu dybere søvn og er mere træt, næste gang uret ringer. Derfor anbefaler forskning.no, at man står op første gang, vækkeuret ringer og i øvrigt får en mere fast døgnrytme.

Sig op med en kage

STORBRITANNIEN: Der er mange måder at sige op på. En af de mere appetitvækkende måder at gøre det på, er med en kage. Det kan briten Chris Holmes tale med om, skriver metro.co.uk.

Da han blev træt af sit job, bagte han ganske enkelt en kage og skrev med glasur: »I dag er min 31 års fødselsdag, og da jeg for nylig er blevet far, har jeg indset, hvor værdifuldt livet er og hvor vigtigt det er at tilbringe det med noget, der gør mig selv og andre glade. Derfor siger jeg hermed op for at kunne bruge mere tid og energi på min familie og på min kageforretning, som er vokset stabilt i løbet af de senere år.«

I dag driver Chris Holmes sit eget bageri »Mr. Cake«, hvor man kan købe de mest kunstfærdige kager.

 

BNB

 

 

Dagens Gossip