Forbund bekræfter: Manchester City køber angrebsstjerne

Den ivorianske stjerneangriber Wilfried Bony skifter med øjeblikkelig virkning fra Swansea til Manchester City.

Rygterne om skiftet har været tiltagende i den seneste tid, og nu er det en realitet.

Først bekræftede det ivorianske fodboldforbund skiftet på forbundets Twitter-profil, og nu har Manchester City gjort det samme.

Det engelske mesterhold skriver på sin hjemmeside, at den 26-årige angriber bliver hentet på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2019.

- Som spiller er det godt at blive en del af en af verdens bedste klubber, og det er en god mulighed for mig. Jeg er virkelig stolt, siger Wilfried Bony til Manchester Citys hjemmeside.

- Jeg har ventet spændt på dette øjeblik, og nu er det en realitet. Det er fantastisk, siger angriberen.

Bony befinder sig lige nu i landsholdstjeneste og forbereder sig til Africa Cup of Nations med Elfenbenskysten. Først efter slutrunden tiltræder han i City.

Manchester City-manager Manuel Pellegrini har tidligere i januar bebudet et angriberkøb, og ifølge engelske medier betaler klubben 28 millioner pund for Bony svarende til 268 millioner kroner.

Michael Laudrup hentede Bony, da han var manager i Swansea. Dengang i 2013 blev Bony hentet for 12 millioner pund i den hollandske klub Vitesse Arnhem.

Med 20 mål er Wilfried Bony den mest scorende i Premier League i kalenderåret 2014. I denne sæson har han foreløbigt scoret ni gange.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip