Forbund: Blåt forslag vil koste fængsler dyrt

- Det ligner en ren spareøvelse.

Fængselsforbundet skyder et nyt forslag fra blå blok ned. Forslaget går på at sende penge til Østeuropa sammen med østeuropæiske fanger.

Blå blok vil bygge fængsler og uddanne personale i Østeuropa, så de omkring 420 dømte østeuropæere, der sidder i danske fængsler, kan sendes hjem. Det skal koste 1.900 kroner pr. fange om dagen.

Men det er at vride karkluden for meget. Pengene er nemlig ikke sat ekstra af til de udenlandske fanger, så at sende millioner østpå vil presse de danske fængsler yderligere. Det mener forbundskasserer i Fængselsforbundet Ina Rasmussen.

- Vi har en overbelægning på cirka fem procent. Det man tilsyneladende glemmer er, at der aldrig er fulgt penge med det store overbelæg. Vi har hver evig eneste dag op til 180 fanger mere end der er celler og personale til. Dem kunne man jo starte med at befri os for, inden man begynder at diskutere, hvordan man bygger fængsler i Østeuropa, siger hun til Newspaq.

Hun fortæller, at der er penge og personale til en kapacitetsudnyttelse på 92 procent, men lige nu er man tæt på at have 97 procents udnyttelse.

- Det er jo slet ikke sikkert, at man bare kan sende de østeuropæiske indsatte hjem. Der kan være mange årsager til, at det ikke kan lade sig gøre. Og så synes jeg, at man skylder Kriminalforsorgen at hjælpe dem af med overbelægget, inden man begynder at ville spare penge, siger Ina Rasmussen.

For fængselspersonalet vil det ikke gøre hverdagen nemmere, at der bliver færre østeuropæiske fanger i danske fængsler.

- Man kan slet ikke generalisere på den måde om nationaliteter. Det er østeuropæere, der er del af organiseret kriminalitet, og der er mange, som har begået tyverier. De er hverken værre eller bedre end hollandske eller svenske fanger, siger Ina Rasmussen.

Der sidder i øjeblikket cirka 1.100 udlændinge i danske fængsler. Cirka 420 af dem kommer fra Østeuropa.

Dagens Gossip