Forbund: PET-betjente siger ja til forandringer

Skrevet af admin

04/12/2013

Dagens topnyheder

Oprøret i Politiets Efterretningstjeneste kan ikke forklares med, at betjentene har kæmpet imod forandringer og derefter har presset chefen væk.

Det fastslår formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt.

- Det vil være helt urimeligt at sige. Vi har tværtimod traditionelt altid taget medansvar for forandringer, siger han.

- Det er et spørgsmål om manglende inddragelse af politifolkene i beslutningerne og om ledelsesstilen, siger han om det elendige forhold mellem ledelse og medarbejdere i PET.

I september besluttede betjentene at forlade samarbejdsudvalget, og det skyldes netop ledelsens optræden, mener forbundsformanden.

I en stribe artikler har Ekstra Bladet blandt andet omtalt det elendige klima i PET og flere enkeltsager.

I november blev konflikten optrappet, da politiforeningen i PET klagede til rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg - også over gamle forhold.

Henvendelsen drejede sig blandt andet om Jakob Scharfs optræden mere end et år tidligere - nemlig om hans beslutning om at tjekke Pia Kjærsgaards kalender, hvilket efterfølgende af nogle er blevet udlagt som magtfordrejning.

I forklaringen om sin afsked skriver Jakob Scharf, at han overlader det til en ny chef at "gennemføre de ændringer og forandringer, som er nødvendige."

Onsdag var det dog ikke muligt for Ritzau at få en uddybende kommentar fra Jakob Scharf.

I sin opfølgende udtalelse tirsdag aften lød justitsminister Morten Bødskov (S) som et ekko af den afgående chef. Han nævnte "de ændringer og forandringer, som fortsat er nødvendige."

Hvad ordene dækker over, har det ikke været muligt at få opklaret.

Men til den seneste tids forandringer hører blandt andet, at ledelsen har lukket afdelingen i Aarhus, ligesom der er indført et budget med tilhørende kontrol.

I Politiforbundet finder formanden det som nævnt helt urimeligt, hvis udtalelserne fra Scharf og Bødskov tolkes derhen, at PET-betjentene er stokkonservative og afviser ændringer.

Snart genoptages samarbejdet, er han overbevist om.

- Jeg har en klar forventning om, at man indtræder i samarbejdsudvalget igen. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig andet. Nu skal man have klinket skårene, siger Claus Oxfeldt.

Ud over Scharf har også administrationschef Mette Lyster Knudsen forladt PET. Tilbage er den juridiske chef Lykke Sørensen.

/ritzau/