Forbund: Roskilde Bank var et stort blændværk

Skrevet af admin

03/12/2013

Mest læste i dag

Op gennem 00'erne leverede Roskilde Bank det ene rekordresultat efter det andet. Lige indtil banken krakkede i sensommeren 2008 med masser af aktionærer i kølvandet, der med et slag kunne se deres opsparing i Roskilde Bank-aktier blive værdiløse.

- I 2007 kårede Børsen Roskilde Bank som danmarksmester i bankdrift. Der er mange, der har haft svært ved at gennemskue, hvad der foregik. I dagens lys kan man se, at det ligner noget, der er tæt på fup og svindel, siger Finansforbundets formand, Kent Petersen.

Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, der har overtaget resterne af Roskilde Bank, indgik tirsdag morgen et forlig, der sikrer, at en række Roskilde Bank-aktionærer kan se frem til at få en del af deres investerede penge retur.

Forbrugerombudsmanden har slået ned på de massive markedsføringskampagner, som banken lavede i 2006 og 2007.

- Med dagens viden er det fuldstændig absurd, at en virksomhedsledelse beslutter sig for at lave sådan en kampagne, siger Kent Petersen.

- Men jeg synes, vi skal huske på, at stort set alle rådgivere i Roskilde Bank selv investerede i de her aktier, fordi de troede på det, ledelsen fortalte dem. Det har været et stort blændværk, siger han til Ritzau.

Finansforbundet repræsenterer de ansatte i banken - heriblandt bankrådgiverne, der har været med til at prakke kunderne Roskilde Bank-aktier på.

- Man må ikke glemme at bruge sin sunde fornuft. Man skal sige fra, så man ikke medvirker til spekulation, hvor kunder, som ikke nødvendigvis har økonomien til det, låner penge for at investere i aktier, siger formanden.

- Og den her krise har gjort os bevidst om, at der er ting, vi ikke skal gå med til at stå på mål for, siger Kent Petersen.

/ritzau/