Forbundsdagen i Berlin sender våben til Irak

Skrevet af admin

01/09/2014

Mest læste i dag

Med et stort flertal stemte det tyske parlament mandag for forbundsregeringens plan om våbenleverancer til kurdere i Irak.

Planen blev godkendt med stemmer fra forbundskansler Angela Merkels konservative kristelige demokrater og socialdemokraterne i SPD.

Afstemningen var ikke-bindende og havde kun symbolsk betydning.

Merkel sagde i en debat forud for afstemningen, at Islamisk Stat (IS) er en trussel mod Tyskland og Europa.

I en tale, hvor hun forsvarede sin regerings tabubrydende beslutning om at sende våben til kurderne, sagde hun, at faren bliver større og større.

- Den vidtrækkende destabilisering af en hel region har følger for Tyskland og Europa, sagde hun og fortsatte:

- Når terrorister tager kontrol over et stort territorium for at skabe en base for sig selv og andre fanatikere, hvorfra de kan begå terror, så tager faren til for os, og så er vore sikkerhedsinteresser på spil.

Den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, har været med til at træffe beslutningen, som ikke er truffet i regeringen uden bekymringer.

- Det er ikke udelukket, at kurderne bruger disse våben til at kæmpe for deres egen stat, eller at våbnene havner i de forkerte hænder senere, siger Steinmeier til avisen Hannoversche Allgemeine Zeitung.

- Der er grund til at frygte muligheden for et uafhængigt Kurdistan i det nordlige Irak, som vil resultere i yderligere splittelser i Irak, for eksempel i syd eller omkring Basra, tilføjer han.

Der er tale om panserbrydende våben, tusindvis af rifler, håndgranater, mineudstyr, udstyr til at se om natten, feltkøkkener og telte.

Danmark har stillet et transportfly til rådighed til at fragte våben og humanitær hjælp til det nordlige Irak, mens Australien, Canada, Italien, Frankrig, Storbritannien og USA alle bidrager med våben og humanitær assistance i regionen.

/ritzau/dpa