Foredrag om hunde i hverdagen

Skrevet af Elo Christoffersen

13/01/2014

Dagens topnyheder

Irene Jarnved, der er kendt blandt hundeejere fra TV - blandt andet fra udsendelser som ”Det er mig eller hunden” - kan opleves på Kolding Bibliotek. Det sker den 23. januar ved arrangementet "Hunden i hverdagen".

Selv fortæller Irene Jarnved om arrangementet:

- På trods af, at vi mennesker ser hunden som værende vores bedste ven, er det vigtigt at huske på, at den rent faktisk ikke er et menneske. Den er en hund med en hunds adfærd – også selv om vi med vores øjne nogle gange tolker dens handlinger og mimik som værende menneskelige. Den gode og ansvarsfulde ejer tager ansvar ved at sætte sig ind i, hvad der ”rører sig” i hunden, for derved at opnå en forståelse og respekt for dens adfærd – og være i stand til at imødekomme det gode venskab.

Hvordan undgås adfærdsproblemer

Ud over at fortælle om opbyggelsen og vedligeholdelsen af hund/ejer forhold, vil Irene Jarnved i løbet af aftenen tale om vigtigheden af at forstå og håndtere den medfødte personlighed bag den enkelte race/type hund. 

Aftenen rundes af med emnet ”forebyggelse af adfærdsproblemer – og håndteringen af dem, hvis de opstår”, hvor Irene Jarnved vil give generelle råd og vejledning.

Arrangementet starter klokken 18.30. Billetter kan købes på biblioteket eller bestilles på 7979 1100.