Foredrag om powerkvinde fra 1700-tallet

Skrevet af Elo Christoffersen

08/11/2013

Mest læste i dag

I anledning af særudstillingen PowerKvinder giver VejleMuseerne - Kunstmuseet nu interesserede mulighed for at komme helt tæt på en af 1700-tallets markante kvindeskikkelser.

Frederikke Reventlow (1752-1822) levede et liv som respektfuld adelsfrue i skyggen af sin betydningsfulde mand, statsministeren C.D.F. Reventlow. Mens ægtemanden satte sig for at reformere samfundet som en af kongens betroede mænd, skrev Frederikke Reventlow sig ind i historien som foregangskvinde for nogle af de værdier og livsformer, vi i dag opfatter som en selvfølgelig del af nutidens samfund.

Gennem et udvalg af Frederikkes efterladte personlige breve og papirer vil museumsinspektør Mia Ramsing Jensen gå helt tæt på en kvinde, der nok blev født ind i en gammel traditionel samfundsorden, men som i sit voksenliv og ægteskab i stilhed tog tidens nyeste litteratur og filosofiske tanker til sig.

Dette skulle komme til at præge ikke blot hendes familieliv, men også hendes sociale liv, forholdet til veninderne, kongehuset og hendes syn på den verden, hun var en del af. Frederikke voksede op i en tid, hvor de stramme etiketteregler dikterede, hvordan man skulle opføre sig, og hvem man kunne tillade sig at omgås, mens den overdådige mode tvang kroppens former på plads i de rette positurer.

Børn skulle ligne og opføre sig som små voksne, og rammerne om familiens liv, var præget af en overdådig iscenesættelse af samfundsposition, titel og formue.

Frederikkes ideer om de nære tætte relationer til familie og venner, hendes fascination af naturen, og hendes storladne kærlighed til ægtemanden bunder således i nogle af de samme tanker, der samtidig var med til at forme krig og revolution i verden omkring hende.

Museumsinspektør Mia Ramsing Jensen går under foredraget både tæt på Frederikke Reventlows omgangskreds, hendes ægteskab og familieliv, og på tidens politiske uvejr, den truende krig, et udpint kongerige, kongefamilien og livet ved hoffet.

Foredraget finder sted  i VejleMuseerne – Kunstmuseet, søndag den 17. november klokken 13. Tilmelding skal ske senest fredag den 15. november på 7681 3100.