Foreløbig 14 dræbt under fredagens vold i Egypten

Ofrene tæller en politibetjent i Cairo, fem dræbte i en by ved Suez-kanalen og otte i Middelhavsbyen Damietta, skriver Reuters.

Demonstrationerne i Cairo begyndte ved op mod 20 moskeer, hvorfra Det Muslimske Broderskab har opfordret dets tilhængere til at bevæge sig mod Ramses-pladsen i det østlige Cairo ved 6. Oktober-broen.

Her meldes der midt på eftermiddagen om skyderi og skyer af tåregas, og situationen er så farlig, at BBCs team har meddelt, at det trækker sig, fordi projektiler blandt andet slår ind i bygninger ved pladsen.

En politistation i udkanten af pladsen blev angrebet med benzinbomber, rapporterer Reuters, og en politibetjent rapporteres dræbt ved en vejspærring. Og ifølge BBC bygger demonstranter barrikader af jerngitre, som de river ned fra bygninger ved Ramses-pladsen, mens myndighederne har afspærret området.

Forud for demonstrationerne havde egyptiske militærstyrker taget opstilling ved offentlige bygninger og andre strategiske mål for at hindre demonstranter i at sætte dem i brand, ligesom det skete med regeringsbygninger under torsdagens uroligheder.

Også uden for Cairo samles protesterende efter fredagsbønnen. Blandt andet i middelhavsbyen Alexandria, hvor der meldes om uro, og i byen Tanta nord for hovedstaden. Her bliver demonstranterne ifølge Al Jazeera mødt af haglgeværer og tåregas, fordi sikkerhedsstyrkerne forsøger at forhindre mængden i at nå frem til en regeringsbygning.

Fredags er af Det Muslimske Broderskab udråbt som »Vredens Dag« som reaktion på de blodige begivenheder onsdag, hvor mindst 638 ifølge myndighedernes opgørelser blev dræbt.

Hæren og politiet har tidligere fredag meddelt på det statslige TV, at der vil blive slået hårdt ned på alle og skudt med skarpt mod de, der bryder loven.

Egypten er stadig i undtagelsestilstand, og der er udgangsforbud aften og nat.

Dagens Gossip