To forelskede mænd omringet af politiet

Lokalpolitiet i Kolding blev forleden skuffede, da de troede de havde fået den store fangst med udenlandske indbrudstyve, skriver jv.dk.

Et tip fik politiet til at aflægge et visit i et sommerhus, syd for Kolding. Nemt blev det dog ikke for politiet at komme ind. Beboerne barrikaderede sig med låste døre. De slukkede lyset og rullede gardinerne for.

Politiet valgte, at omringe sommerhuset og med megafoner blev beboerne beordret ud. Det tog dog lidt tid inden to mænd kom ud af sommerhuset.

Det viste sig, at det var to østeuropæiske gifte mænd, der var taget på ferie sammen. De var blevet så glade for hinanden, at de altså tog på ferie i sommerhuset – uden at deres respektive hustruer vidste noget om det.

Mændene forklarede lidt forlegne politiet, at de først havde troet, at det var den russiske mafia, der var troppet op hos dem. Men de havde også frygtet, at det var deres koner, der havde opdaget elskovsferien.

Dermed var der ikke tale om kriminelle handlinger, men derimod en elskovsrede. Politiet kunne derfor forlade stedet med uforettet sag.

Dagens Gossip