Forening: Læger skal lære at tale om sexsygdomme

Skrevet af admin

17/10/2013

Mest læste i dag

Det er stærkt bekymrende, at evnen til at tale om seksuelle emner og seksuelle sygdomme er så ringe i det danske sundhedssystem.

- Det er endnu et eksempel på, at det bliver livstruende, hvis det varer for længe, inden læger tør spørge patienterne om en test, siger Bjarke Oxlund, formand for Sex & Samfund.

Hver tredje hiv-smittede i Europa ved ikke, at de er smittet, og de risikerer dermed at smitte andre.

Det viser en stor, fælleseuropæisk undersøgelse, som den danske professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet, Jens Lundgren, står bag, og som er blevet offentliggjort torsdag.

I alt er 2,4 millioner europæere smittet med hiv - 850-900.000 af dem uden at vide det.

Grunden, til at alt for få bliver testet for hiv, skyldes, at de praktiserende læger er bange for at fornærme nogen ved at tilbyde en hivtest, så snart de mindste symptomer viser sig, mener Jens Lundgren.

- Jeg tror ikke, det er på grund af uvidenhed. Jeg tror simpelthen, der er barrierer blandt lægerne over for at bede folk om en hivtest. Fordi hiv og aids er forbundet med et stort tabu, siger han i en pressemeddelelse.

Ifølge Bjarke Oxlund trives tabuer og angst for hiv og aids da også stadig, selv om det efterhånden er 30 år siden, at sygdommen blev kendt.

- Der er mennesker i Danmark, som mener, at hivsmittede ikke skal undervise i folkeskolen, andre vil ikke spise mad, der er tilberedt af en kok med hiv, siger han.

Bjarke Oxlund mener, at det er helt afgørende, at sundhedspersonalet bliver uddannet, så de får et sprog, der gør dem i stand til at tale med deres patienter om seksuelle emner.

- Vi mangler et sprog, når vi skal tale om seksuelle emner. I dag er det i alt for høj grad overladt til den enkelte læge. De bliver berøringsangste, og det er ikke godt nok, at de ikke er klædt på til de samtaler, siger Bjarke Oxlund og fortsætter:

- Det er svært at opdrage hele befolkningen til at tale om seksuelle emner, så derfor må vi uddanne sundhedspersonalet til det.

/ritzau/