Foreninger: Fjerndiagnoser skader tillid til psykologer

Skrevet af admin

04/01/2014

Dagens topnyheder

Det er dybt problematisk, når læger kaster omkring sig med diagnoser på folk, de end ikke har mødt.

Det fastslår Dansk Psykolog Forening og Lægeforeningens etiske udvalg over for Kristeligt Dagblad.

Når læger, psykologer og psykiatere jævnligt kommenterer aktuelle begivenheder i medierne, hænder det, at de tildeler navngivne personer en diagnose.

Selvom de aldrig har mødt vedkommende, kan det lyde: "Han har tydelige psykopatiske træk." "Hun har formentlig en personlighedsforstyrrelse." "Barnet er højst sandsynligt selv blevet misbrugt."

Og det er en meget uheldig udvikling, mener man i Dansk Psykolog Forening, som i de seneste år har fået flere klager fra mennesker, der føler sig diagnosticeret for åben skærm.

- Det drejer sig om sager, hvor mistænkte for alvorlige forbrydelser er blevet kaldt psykopater eller sindssyge, og om personer, der føler, at de er blevet påduttet en diagnose og har fået at vide, at de opfører sig sådan og sådan på grund af bestemte opvækstvilkår.

- Den slags udtalelser er der aldrig belæg for, når psykologen ikke har mødt vedkommende, siger formand for det etiske nævn i psykologforeningen, Lisbeth Sten Jensen, til Kristeligt Dagblad.

Hun peger på, at de mange fjerndiagnoser skader tilliden til psykologer generelt, og derfor skrev foreningen i 2012 en række etiske retningslinjer på området, der maner til forsigtighed med udtalelser i konkrete sager.

I Lægeforeningens etiske udvalg skæver man også bekymret til udviklingen.

Her vil man nu se nærmere på omfanget, inden man beslutter sig for, om etiske retningslinjer og vejledning er nok, eller om der skal laves sanktioner over for de læger, der udtaler sig konkret om sager, de ikke ved noget om, siger formand Lise Møller.

- Det er afgørende, at borgerne stoler på, at vi som læger kun udtaler os på et sikkert grundlag og i fortrolighed med det menneske, det handler om. Derfor skal læger ikke bare slynge om sig med fagtermer og diagnoser, siger hun.

/ritzau/