Foreninger vil have trepartspenge til bedre arbejdsmiljø

Skrevet af admin

28/01/2016

Dagens topnyheder

Når trepartsforhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen snart begynder, er det med ønsket om, at dårligt arbejdsmiljø kommer på dagsordenen. Det siger Dansk Socialrådgiverforening og hovedorganisationen FTF.

- Vi ser gerne, at vi tager fat på de udfordringer, vi har med arbejdsmiljøet. Vi bliver uddannet unge og går fra arbejdsmarkedet sent.

- Arbejdsmiljøet bliver mere presset, mens man skærer ned på blandt andet arbejdstilsyn, siger formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau til Ritzau.

Også formanden for hovedorganisationen FTF vil sikre et bedre arbejdsmiljø til forhandlingerne.

- Et godt arbejdsmiljø er noget, vi vægter virkelig højt. Det kan vi se, at vores medlemmer går rigtig meget op i, siger Bente Sorgenfrey til Ritzau.

- Vi kan se, at der er sparet på arbejdstilsynet og uddannelsesområdet. Det er kortsigtet. Vi skal have et arbejdsmiljø, som understøtter, at man bliver på arbejdsmarkedet i stedet for at udstødes med fysiske eller psykiske lidelser, siger Sorgenfrey.

Regeringen skal ikke regne med at få landet en trepartsaftale, hvis ikke der følger penge med til velfærd og uddannelse. Det skriver Ugebrevet A4 torsdag.

Mediet har sammen med avisen.dk spurgt en række faglige organisationer, hvad de prioriterer under de kommende trepartsforhandlinger.

I den forbindelse siger en række fagforbund, at det ikke er rimeligt at stille krav om, at trepartsaftaler skal være udgiftsneutrale.

Majbrit Berlau mener, at det er nødvendigt med flere penge, hvis man skal sikre et bedre arbejdsmiljø.

- Jeg tror, at man skal se det som en investering. Det er væsentligt at investere i godt arbejdsmiljø, så folk bliver mindre syge, og vi kan arbejde længere. Det er ikke udgifter for udgifternes skyld, det er for, at vi kan være længere på arbejdsmarkedet, siger hun.

/ritzau/